Tobias og hans geder har snart indsamlet en halv million

Tobias Christensen er i gang med at samle penge ind til at starte sit eget gårdmejeri. Fredag nåede indsamlingen et skridt nærmere målet.

- Vi tror rigtig meget på det nu, lyder det fra Tobias Christensen, der er kommet gårdmejeriet et skridt nærmere.
- Vi tror rigtig meget på det nu, lyder det fra Tobias Christensen, der er kommet gårdmejeriet et skridt nærmere.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Fredagen startede godt for gedemælksproducenten Tobias Christensen. Han er lige nu ved at prøve at samle 500.000 kroner ind gennem crowdfunding, så han kan starte sit eget gårdmejeri.

Og da han tjekkede sin telefon fredag morgen, havde indsamlingen nået over 400.000 kroner. I skrivende stund mangler han lige under 95.000 kroner for at nå i mål - og der er stadigvæk 17 dage tilbage af indsamlingen.

- Jeg blev glad, og det er fedt, at vi er kommet så højt op. Jeg er meget beæret, og det er vildt, at vi har fået så stor opbakning, fortæller den glade gedemælksproducent.

Eget mejeri eller intet mejeri

I syv år har Tobias Christensen haft en gedefarm nær Videbæk. Da mejeriet, han leverede gedemælken til, opsagde deres aftale, stod han pludselig uden et mejeri at levere mælk til. 

Derfor besluttede han at starte crowdfundingen, så han kan starte sit eget mejeri.

Med 17 dage tilbage af indsamlingen er de sidste kræfter sat ind. Gedefarmen holder to dage med åben stald, de har en del rundvisninger, og så er de en del af Madmødet i maj. 

Dermed gør farmen en del for at gøre opmærksom på sig selv og den indsamling, den er i gang med.

Troen er der

Indtil videre har 588 støttet indsamlingen ved at give et beløb. Torsdag alene var der gået over 15.000 kroner ind, og den store opbakning giver gedefarmeren en tro på drømmen:

- Det betyder stort set alt - at vi kan komme i mål med at starte et gårdmejeri op. Vi tror rigtig meget på det nu. Jeg var bange for, at folk tænkte, at det var en tosset idé, men der er god opbakning.

2:13
Det mejeri, Tobias Christensen normalt sender sin gedemælk til, er nødt til at lukke, så nu skal han bruge hjælp, hvis hans landbrug skal overleve.