Gedemælksproducent vil starte eget gårdmejeri: Håber at indsamle en halv million kroner gennem crowdfunding

Det mejeri, der plejer at aftage hans gedemælk, har opsagt deres aftale. Derfor håber Tobias Christensen nu på at kunne samle nok penge ind til at starte sit eget.

Tobias Christensen håber, at kunne samle en halv million kroner ind gennem crowdfunding, så han kan starte sit eget gårdmejeri.
Tobias Christensen håber, at kunne samle en halv million kroner ind gennem crowdfunding, så han kan starte sit eget gårdmejeri.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Hvad gør man, når man står med en masse gedemælk, men ingen mejerier til at tage sig af det? Det er dét spørgsmål, Tobias Christensen har måttet stille sig selv den seneste tid.

Det mejeri, han plejer at sende sin mælk til, har nemlig opsagt deres aftale, så nu er planen, at han vil lave sit eget mejeri. Det eneste, det kræver, er bare en halv million kroner, som han nu skal forsøge at skaffe, hvis de syv års arbejde med at få hans gedefarm op at køre, ikke skal få en ende nu.

- Jeg startede, da jeg var 20 år gammel, og vi har da fået det til at fungere indtil videre, fortæller gedemælksproducent Tobias Christensen.

Derfor har han nu sat jagten ind på den halve million, der skal sikre hans gedefarm, ved at oprette en crowdfunding.

- Pengene skal bruges til at starte vores eget gårdmejeri op, fortæller han.

Kan ikke komme af med sin gedemælk 

Fra på søndag er det nemlig ikke længere muligt at sende mælken fra de mere end 250 geder til det mejeri, der normalt tager sig af det, så det er vigtigt at få fundet en løsning hurtigst muligt.

- Lige nu arbejder vi hårdt på at finde en midlertidig aftager til gedemælken, indtil vi forhåbentlig har stablet alt det her på benene, fortæller Tobias Christensen.

Indsamlingen har indtil videre fået en god start, da der på under et døgn allerede er indsamlet 11 procent af beløbet. Men der er stadig lang vej endnu, før Tobias Christensen ved, om hans drøm om eget mejeri kan føres ud i livet.

- Jeg er virkelig beæret over, at så mange allerede har ville støtte os.

Vigtig med en god start 

Ifølge ekspert Michael Eis, der er formand i Dansk Crowdfunding Forening, så er en stærk start vigtig for, at projektet skal lykkes.

- En af de vigtigste ting ved en crowdfunding er at komme godt fra start, og at der kommer mange penge ind fra begyndelsen, fordi det får andre til også at få øjnene op for projektet, og gør dem mere villige til at støtte det, fortæller han.

Og det er bare med at kæmpe videre og få spredt ordet, så vidt og bredt som muligt, hvis projektet skal lykkes.

- Det er bare at klø på. Han skal ud at fortælle hans historie om sine geder og fortælle historien om det her mejeri, han gerne vil starte, siger Michael Eis.

Den uvisse fremtid 

Planerne og drømmene for gårdmejeriet er mange, men frygten, for at de nødvendige midler ikke når at blive samlet, fylder en del.

- Jeg er selvfølgelig meget nervøs for, om vi når i mål med det, vi har gang i, men jeg prøver at tro på det og slå koldt vand i blodet. Jeg har trods alt kæmpet i syv år for det her, så jeg giver ikke op nu, slår gedefarmeren fast.

Mens han venter på, at støtten tikker ind, så har han allerede kontakt med en landmand, der gerne vil sælge ham mejeriudstyr, hvis det lykkes. 

Der er stadig 66 dage tilbage af crowdfundingen.