Gedemælksproducent kæmper for sit livsværk: - Jeg er stadig så dum, at jeg selv tror på det

Tobias Christensen har i øjeblikket svært ved at betale sine regninger. Mens hans udgifter stiger, så er indtægterne nemlig stagneret.

2:03
Stigende priser på energi og fødevarer rammer os alle, men for en gedemælksproducent er økonomien begyndt at skrante alvorligt.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Da Tobias Christensen fra Videbæk var 21 år, købte han sine første malkegeder, og siden er det gået rigtig stærkt på gården.

Men nu rammer de stigende priser på energi og fødevarer også den unge gedemælksproducent. For mens udgifterne er på himmelflugt, er indtægterne nemlig stagneret.

Fem ton foder koster lige nu omkring 19.000 kroner. Sidste år var prisen 9.500 kroner.

- Vi har svært ved at betale regningerne, for der skal selvfølgelig flere penge ind, når der kommer flere penge ud, siger Tobias Christensen, der spekulerer på, om det var det rigtige at satse på gedemælk.

For et år siden fik han 6,5 kroner for gedemælken, og den pris er uændret i dag.

Til sammenligning betalte Arla gennemsnitligt 2,79 kroner per kilo ko-mælk hos deres producenter. I juni i år havde de hævet betalingen til 4,03 kroner per kilo.

- Der kan man godt sige, at jeg har satset forkert. Det har jeg tit selv tænkt på, men vi kan jo heller ikke alle sammen rende rundt og have køer. Der skal jo være nogen, der stikker lidt ud jo, siger den unge gedemælksproducent.

9:24
I 2017 besøgte vi Tobias Christensen, der var nomineret til at blive årets unge landmand i Danmark.

Håb for fremtiden

Så mens komælksproducenterne umiddelbart skummer fløden, går regnskabet lidt i ged hos landmanden i Videbæk, der godt ved, hvad han frygter allermest.

- Den værste konsekvens er jo, at vi er nødt til at lukke det hele. Og så må vi erkende, at gedemælksproduktion i Danmark nok ikke var vores vej.

Der er dog ingen grund til at græde over spildt gedemælk endnu. For Tobias Christensen tror stadig på, at nedturen er midlertidig.

- Det skal altså vende, og jeg er stadig så dum, at jeg selv tror på det. Men det er jeg også nødt til, hvis jeg skal have andre til at tro på det, fastslår gedemælksproducenten.

Tobias Christensen afsætter gedemælken til Tebstrup Gedeosteri, men de har ikke haft mulighed for at stille op til et interview.

geder
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST