Højskole for sarte sjæle med psykiske udfordringer: - Mange af os har mistet os selv, fordi vi har haft det så skidt

Vostrup Højskole åbnede i foråret, efter den tidligere efterskole gik konkurs. I flere år stod skolen tom, men nu er der liv i de gamle bygninger igen.

11:11
På Vostrup Højskole arbejder 14 elever på at få en god og meningsfyldt tilværelse. Vi har besøgt den tidligere efterskole.

Der er lækker mad på morgenbuffeten og tændte stearinlys i spisesalen. Stemningen er afslappet, mens højskolens leder, Susanne Lund, fortæller om dagens program.

Nogen har køkkentjans, nogen er ude af huset til for eksempel lægebesøg, og andre er klar til at gå i gang med nogen af skolens tilbud. Det er alt fra musik og e-sport til kreative fag.

Der er plads til 29 elever på Vostrup Højskole. Lige nu er der 14 elever.

Det er helt bevidst, at beboerne bliver kaldt elever og stedet en højskole. Også selv om det egentlig er et bosted for mennesker med psykiatriske udfordringer.

- Vores ide med det er, at det giver noget andet at blive omtalt som elev. Sprog skaber virkeligheden, og så sætter det også nogle andre krav til dem, der er her, forklarer Susanne Lund.

Amanda Slaikjær er en af eleverne på højskolen, og hun er helt enig.

- Det er noget andet at sige, at man bor på en højskole end på et bosted. Det er rart, for der er mange, der synes, et bosted et lidt tabuagtigt, selvom det ikke burde være sådan, forklarer hun.

Amanda Slaikjær hører stemmer og var indlagt på en psykiatrisk afdeling, inden hun kom til Vostrup. I dag er hun i skolens værksted, hvor hun er i gang med at klippe stof.

- Jeg drømmer om engang at få uddannelse, job og familie, men på kort sigt vil jeg bare rigtig gerne have en hund, forklarer Amanda Slaikjær.

18-årige Amanda Slaikjær var indlagt tre og en halv måned, inden hun flyttede ind på højskolen i Vostrup.
18-årige Amanda Slaikjær var indlagt tre og en halv måned, inden hun flyttede ind på højskolen i Vostrup.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Når man har boet på højskolen i en periode og bevist, at man godt selv kan tage vare på et dyr og betale eventuelle dyrlægeregninger, så må man gerne have dyr på skolen.

Det er Trine Jensen et synlige bevis på. Hun har været på højskolen siden starten i maj. Hun har haft psykiatriske udfordringer gennem mange år, men lige nu går det så godt, at hun er flyttet over i en nabobolig for at lære at bo selv.

Her bor hun sammen med en anden beboer og sin hund Merle.

- Det er mega dejligt. Det er jo et hjem, og så kan man finde ud af, hvad det er for nogen faldgruber, man har og få hjælp til det, forklarer Trine Jensen.

Trine Jensen er flyttet ind i den tidligere forstanderbolig ved siden af højskolen. Her bor hun sammen med sin hund og en anden elev.
Trine Jensen er flyttet ind i den tidligere forstanderbolig ved siden af højskolen. Her bor hun sammen med sin hund og en anden elev.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

En af de nyeste elever på Vostrup Højskole er Christine Vestergaard. Hun har en række forskellige diagnoser og har været syg de seneste otte år. Hun drømmer om at få et godt liv, men kan næsten ikke huske andet end angst og depression.

- Jeg er først lige ved at falde til herude, men jeg har en god fornemmelse. Mange af os har mistet os selv, fordi vi har haft det så skidt i så mange år. Man ved slet ikke, hvem man er, hvis ikke man er syg. Det er helt fremmed for mig, så jeg skal nærmest til at starte forfra igen, forklarer Christine Vestergaard, og vender sig igen mod computeren og det spil om overlevelse, hun er travlt optaget af.

Christine Vestergaard er en af de nyeste elever på Vostrup Højskole.
Christine Vestergaard er en af de nyeste elever på Vostrup Højskole.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Højskolen er ejet af OK Fonden, som udover psykiatriske bosteder også driver hospice og plejehjem. Blandt andet det kendte Lotte-plejehjem på Frederiksberg i København. Et af nonprofitorganisationens mottoer er, at man skal leve livet hele livet.

- Vi gør rigtig meget ud af, at her skal være dejligt at være. Her skal se pænt ud, vi skal have nogle lækre ting omkring os og noget godt at spise. Det lærer vi vores elever, og det tager de til sig, forklarer Susanne Lund.