Forslag: Lad ti landsbyer og småøer eksperimentere med tyve millioner

Tre organisationer foreslår regeringen og Folketinget at give mindre samfund frihed til at skabe nærhed og udvikling.

Idémagerne sammenligner forslaget med statsministerens forslag om at lade syv kommuner få frihed inden for tre områder.
Idémagerne sammenligner forslaget med statsministerens forslag om at lade syv kommuner få frihed inden for tre områder.
Foto: John Andreas, Omø

Ti landsbyer og småøer skal have lov til at eksperimentere med egne projekter, som ellers er begrænset af lovgivning og administration.

Det mener Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer og IGN/Københavns Universitet, som sammen har sendt et forslag til regeringen og Folketinget.

Formålet er at lade stærke lokale samfund vise vejen frem i forhold til, hvordan man får alvor bringer nærheden tilbage.

- Coronakrisen og nedlukningen af Danmark har blotlagt bylivets begrænsning. Vi oplever en stigende interesse for livet på landet og på de små øer, og det skal landdistriktspolitikken omfavne og vende til positiv udvikling. Desværre oplever vi alt for ofte, at nytænkende og eksperimenterende idéer bremses af regel- og lovværk, før de når at skabe erhvervs- og boligudvikling. Det vil vi forsøge at ændre ved at skabe en frilandsbyordning, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Idémagerne sammenligner forslaget med et forslag fra statsministeren om at give syv danske kommuner fuldstændig frihed til at gentænke folkeskole-, dagtilbuds- eller ældreområdet.

Tyve millioner over fire år

I løbet af en fireårig periode skal de ti byer deles om tyve millioner. Ordningen skal give incitament til at afprøve nye vejen til udvikling.

- Landsbysamfund over hele landet arbejder hårdt på at aktivere egne ressourcer og skabe strategisk landsbyudvikling. Men de løber ofte panden mod en mur, når de forsøger sig med eksperimenter, der afviger fra normen. Det bremser gode projekter og kvæler det lokale engagement.

- En frilandsbyordning kan give de mange kræfter i lokalsamfundene incitamenter og blod på tanden til at demonstrere nye veje for landdistriktsudviklingen, og desuden kan ordningen vise os, hvor lovgivningen for alvor giver problemer, fortæller Hanne Tanvig, som er landdistriktsforsker ved IGN (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, red.) på Københavns Universitet.

Ud over de statslige millioner vil de tre parter arbejde på at etablere en større fond, der skal indgå i projektet.