Økologiske andeproducenter melder om udsolgt

Flere danskere ønsker at sætte tænderne i en dansk and. Det mærker danske andeproducenter tydeligt. Også andre økologiske julevarer er efterspurgte.

Andeproducent Martin Daasbjerg har i alt 36.000 ænder, def om få dage skal slagtes, inden de ender i køledisken. Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Om under to uger sidder mange af os rundt om julemiddagen, og for flere gælder det, at det vil være med en økologisk and. For ti år siden var det kun 5,6 procent af forbruget i julen, der var økologisk, men i år vil det være over 13 procent. En af landsdelens store andeproducenter mærker tydeligt den øgede efterspørgsel.

Jeg må erkende blankt, at vi har fået lavet for få økologiske ænder.

Martin Daasbjerg, andeproducent

- Der er udsolgt. Ausverkauft. Der er ikke mere, siger Martin Daasbjerg, der producerer økologiske ænder i Handbjerg lidt uden for Vinderup.

Martin Daasbjerg er bestemt ikke den eneste økologiske andeproducent, der kan melde om udsolgt. Ligesom de andre producenter ærgrer han sig over, at han ikke har produceret flere ænder, nu hvor de er så efterspurgte.

- Jeg må erkende blankt, at vi har fået lavet for få økologiske ænder. Der er ikke noget at rafle om. Så må vi stramme os an til næste sæson, siger Martin Daasbjerg.

02:36

Se indslag: Flere producenter af økologiske juleænder må i år melde udsolgt. Salget af flere forskellige julevarer stiger nemlig.

Luk video

Ikke kun kødet hitter

Det er ikke kun økologiske ænder, forbrugerne vil have. Hos Kvickly i Silkeborg mærker de, at den økologiske julemadstendens rækker ud over kødet.

Læs også Efterspørgslen på økologiske juletræer stiger

- Sådan noget som frisk frugt og grønt har en rigtig stor andel i julesæsonen. Ænder, svinekam, vaniljestænger, økologiske tarteletter og rødkål. Der er rigtig meget, som løfter sig, siger Lars Agesen, der er varehuschef i Kvickly i Silkeborg.

Ifølge COOP er december og januar de måneder, hvor de sælger flest økologiske produkter, og i dag er salget dobbelt så stort som for ti år siden.  

- Jeg tror, det bliver ved med at stige. På et tidspunkt skal det finde sit leje, og vi skal også have producenter nok til at følge med den efterspørgsel, der er, siger Lars Agesen.

Læs også Flere og flere skifter gran ud med plastik til jul