Ny sag om bestikkelse i forsvaret: Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt fem mænd

Fem mænd er tiltalt for blandt andet bestikkelse og groft mandatsvig i en sag fra Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt to tidligere ansatte for Forsvarets Ejendomsstyrelse for at modtage bestikkelse
Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt to tidligere ansatte for Forsvarets Ejendomsstyrelse for at modtage bestikkelse
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

I en stor bestikkelsessag er fem mænd blevet tiltalt for mere end 450 forhold og bestikkelse for op mod 1,8 millioner kroner. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De fem mænd er mellem 34 og 51 år og er tiltalt for bestikkelse, medvirken til bestikkelse og mandatsvig af særlig grov karakter. Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt to tidligere ansatte for Forsvarets Ejendomsstyrelse for at modtage bestikkelse i form af værdier for henholdsvis 1.740.000 kroner og 35.250 kroner.

Også en tiltalt fra entreprenørvirksomhed

En tidligere ansat i en entreprenørvirksomhed er tiltalt for at have bestukket de to ansatte i forsvaret. Men også mandatsvig af særlig grov karakter for mere end 1.100.000 kroner over for sin nu tidligere arbejdsgiver.

De to sidste tiltalte er to selvstændigt erhvervsdrivende, der ifølge anklageskriftet har medvirket til bestikkelse og mandatsvig for henholdsvis 775.000 kroner og 689.375 kroner.

Retssagen mod de fem tiltalte bliver i retten i Viborg, og anklagemyndigheden forventer, at det kommer til at tage 20 dage i retten. Det er endnu ikke besluttet, hvornår retssagen begynder.

Ikke sammenhæng med whistleblower-sag fra Holstebro

Denne bestikkelsessag minder meget om den sag, der i går kom frem, hvor en whistleblower fra en virksomhed i Holstebro opdagede, at noget var helt galt med regnskaberne fra Forsvarets Ejendomsstyrelse. Men ifølge Midt- og Vestjyllands Politi, så har de to sager ikke noget med hinanden at gøre – udover, at de ligner hinanden og begge handler om økonomisk kriminalitet. 

Det er Forsvaret selv, der har anmeldt sagen om de fem mænd, der nu skal i retten. Sagen er fra 2016, mens whistleblower-sagen er fra 2018.

2:02
 
Foto: TV 2