Ny politidirektør om første arbejdsdag: - Det er på mange måder som at vende hjem

Helle Kyndesens start på jobbet som ny politidirektør for Midt- og Vestjyllands Politi blev noget anderledes, end hun oprindeligt havde forventet.

Onsdag mødte Helle Kyndesen ind til sin første arbejdsdag som direktør for Midt- og Vestjyllands Politi.

Hun overtager chefposten fra Jens Kaasgaard, der efter 14 år ved roret har haft sin sidste arbejdsdag som direktør for politikredsen. 

- Nu valgte Jens Korsgaard at gå på pension, og så var jeg rigtig glad for at få muligheden for at kunne rykke herover, siger Helle Kyndesen, der skifter fra en stilling som direktør ved Østjyllands Politi, hvor hun har arbejdet siden 2015.

Så på mange måder er det jo for mig ligesom at vende hjem.

Helle Kyndesen, ny politidirektør for Midt- og Vestjyllands Politi

Helle Kyndesen var med til at starte politikredsen her i landsdelen op tilbage i 2007, og nu kommer hun altså tilbage til Midt- og Vestjylland.

- Så på mange måder er det jo for mig ligesom at vende hjem, siger den nye politidirektør.

Start midt i en coronatid

Hendes første dag på chefkontoret bar tydeligt præg af, at det er en underlig tid, vi er i lige nu.

Læs også Efter 43 år i politiet: Politidirektør Jens Kaasgaard går på pension

- Det har været meget anderledes, end jeg oprindeligt havde forestillet mig, men det er selvfølgelig vigtigt, at vi alle sammen efterlever de regler og anbefalinger, der er vedrørende coronavirus, fortæller Helle Kyndesen.

På grund af coronapandemien kan hun ikke komme rundt og hilse på medarbejderne i de forskellige afdelinger og på lokalpolitistationerne, som hun ellers ville have gjort som ny chef for politikredsen.

- I politiet skal vi både passe på borgerne og passe på os selv, og derfor har vi selvfølgelig også taget vores forholdsregler, siger hun.

Hun ser frem til, at det forhåbentlig snart bliver muligt at komme ud.

- Jeg synes jo, det er rigtig vigtigt at blive opdateret på, hvad der rører sig i vores kommuner, så jeg glæder mig til, at jeg kan komme rundt og hilse på.

Trygheden skal forblive høj

I sine 32 år hos politiet har Helle Kyndesen arbejdet i stort set alle egne af Jylland, og hun har blandt andet også tidligere været vicepolitidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi.

Læs også Politi og brandvæsen i kamp mod Corona: - Katastrofalt hvis vores folk blev syge nu

Hun peger på, at en af hendes vigtige arbejdsopgaver som ny politidirektør bliver at sikre trygheden blandt borgerne.

- Jeg kan se, at trygheden blandt borgerne i politikredsen er rigtig høj. 9 ud af 10 borgere i kredsen er trygge. Og det er en vigtig opgave at sørge for, at vi bliver ved med at løse vores opgaver, så det her høje tryghedsniveau kan fortsætte, siger Helle Kyndesen.

Kriminaliteten rykker online

En anden stor opgave, som venter den nye politidirektør, bliver at holde styr på kriminaliteten på nettet. 

- Kriminalitetsudviklingen går i retningen af, at der kommer til at ske mere og mere kriminalitet via internettet. Det gælder alle mulige former for kriminalitet, hvad enten det er trusler, sædelighedskriminalitet eller plat og svindel, siger Helle Kyndesen.

Det er også noget, hun som ny politidirektør vil have fokus på. 

- Jeg forventer, at vi i de kommende år skal ruste os til at kunne håndtere den her type kriminalitet, i endnu højere grad end vi gør i dag, siger hun.

09:24

Se videoen fra 31. marts 2020, hvor Jens Kaasgaard fortæller om, hvordan det er at gå på pension efter 14 år som politidirektør for Midt- og Vestjyllands Politi.

Luk video