Fik peberspray og kom i detentionen
Aggressiv 19-årig måtte i nat passificeres med peberspray for at kunne blive anholdt efter trusler mod dørmænd og politi.
Lige over midnat i nat anholdt Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro en 19-årig mand fra Tørring. Manden var i byen i Holstebro sammen med nogle venner, men havde fået så meget at drikke, at han, i stedet for at more sig, blev aggressiv og truede dørmændene fra diskotek East End i Østergade.
Dørmændene tilkaldte politiet, som den unge mand også var aggressiv overfor, og til sidst måtte en peberspray tages i brug for at politiet kunne anholde ham.
Brødbetynget
Den 19-årige blev lagt i detentionen og afhørt her til morgen.
- Han virker meget brødbetynget nu, hvor spritten er dampet af. Han husker ikke alt i detaljer, forklarer vicepolitiinspektør Karsten Hansen.
Den 19-årige risikerer både bøde og fængsel, alt afhængig af, om hans opførsel er et førstegangstilfælde.