Efter over otte måneders pause: I dag letter første rutefly fra Karup

Siden 1. januar har alle rutefly mellem Karup og København været aflyst på grund af Corona. Men i dag letter årets første fly mod hovedstaden fra Midtjyllands Lufthavn.

Flyselskabet DAT har genoptaget flyvningen mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og København.
Flyselskabet DAT har genoptaget flyvningen mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og København.
Foto: Thorbjørn Brunander Sund

Mandag morgen klokken 8.15 er årets første fly på vingerne fra Karup med kurs mod København.

- Efterspørgslen på at komme hurtigt og nemt til København er stigende. Vi ved, der er et behov for en hurtig forbindelse til København, da vi tidligere har fløjet op til ti daglige afgange. Men alt opstart er svært efter flere måneders nedlukning, siger Jesper Rungholm i en pressemeddelelse. Han er direktør i flyselskabet DAT, som flyver ruten.

Danish Air Transport er igen klar til at flyve på ruten mellem Midtjyllands Lufthavn og København.
Danish Air Transport er igen klar til at flyve på ruten mellem Midtjyllands Lufthavn og København.
Foto: Danish Air Transport

Ruten mellem Midtjylland og København har været lukket ned og opstartet ad flere omgange på grund af Corona-pandemien, men siden 1. januar har al flytrafik fra Midtjyllands Lufthavn været indstillet.

- Der har været meget stille, og vi ser frem til at byde vores mange pendlere og erhvervskunder velkommen tilbage og få flere rejsende igennem lufthavnen. Vi ved, hvor vigtigt det er for virksomhederne i regionen at komme hurtigt frem og tilbage på ruten med stor regularitet og punktlighed, siger lufthavnschefen i Midtjyllands Lufthavn, Frans Bjørn-Thygesen, i en pressemeddelelse.

Og det ser ud til, at mange gerne vil fra Karup til København på mindre end en time. Den første afgang er i hvert fald helt udsolgt.

I første omgang bliver der kun en daglig afgang og ankomst mellem Karup og København, men allerede fra næste uge bliver der to daglige afgange og ankomster, og fra den 6. september vil der være tre.

Det første fly ankommer til Midtjyllands Lufthavn fra København i eftermiddag klokken 17.20.