Politisk aftale kommer Midtjyllands Lufthavn til undsætning: - Det er altafgørende

Partierne bag luftfartspakken er blevet enige om, hvordan 65 millioner skal fordeles. Hos Midtjyllands Lufthavn betyder aftalen, at de igen kan åbne for deres vigtigste rute.

Midtjyllands Lufthavn er en af de mindre, regionale lufthavne, som regeringen og de øvrige partier bag luftfartspakken vil støtte med en ny politisk aftale.
Midtjyllands Lufthavn er en af de mindre, regionale lufthavne, som regeringen og de øvrige partier bag luftfartspakken vil støtte med en ny politisk aftale.
Foto: Thorbjørn Brunander Sund

Regeringen, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti er netop blevet enige om anden delaftale af den luftfartspakke, som skal understøtte den danske luftfartsbranche.

- Det betyder ufatteligt meget, og jeg er rigtig glad og taknemlig over, at politikerne har lyttet til, hvad vi har sagt omkring, hvordan man kunne få udmøntet den her støtte til os, som vi har behov for, siger Frans Bjørn-Thygesen, der er lufthavnschef i Midtjyllands Lufthavn.

Ud af i alt 65 millioner kroner, som skal fordeles, bliver der afsat 28 millioner kroner til de mindre, regionale danske lufthavne – heriblandt Midtjyllands Lufthavn. Og den økonomiske håndsrækning falder på et tørt sted, fortæller lufthavnschefen.

- Det er altafgørende, at der kommer en håndsrækning nu, for vi har jo virkelig været truet af det her store underskud. Men nu ser det ud, som om vi får dækket vores corona-underskud i år, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Erhverslivet tilbage på vingerne

Pengene kommer også til at betyde, at Midtjyllands Lufthavn kan få genoptaget ruten til København, som ellers har været sat på pause og først skulle starte igen til januar. Særligt derfor er Frans Bjørn-Thygesen glad for den økonomiske håndsrækning.

- Ruten er jo en livsnerve for erhvervslivet, så derfor er det rigtig vigtigt, at vi kommer i gang, også allerede inden næste år. Vores vigtigste opgave er jo at servicere erhvervslivet her i området, og det ser ud til, at den her støtte kan gøre, at vi måske kan komme i gang igen hurtigt, siger han.

Midtjyllands Lufthavn vil nu i samarbejde med operatørerne arbejde på at få sat noget rotation i gang, så erhvervslivet igen kan komme på vingerne, fortæller Frans Bjørn-Thygesen.