Efter flere årtiers kamp: Nu skal der ryddes op i giftdepotet på høfde 42

Regeringen og støttepartierne afsætter 630 millioner kroner til at rydde op i flere store generationsforureninger.

Årtiers kamp for at få ryddet det gamle giftdepot ved høfde 42 på Harboøre Tange ser nu ud til at lykkes.

Regeringen og støttepartierne De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet har søndag præsenteret en ny finanslov, der frem mod 2025 afsætter 630 millioner til at fjerne flere af de store generationsforureninger, heriblandt høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Rønland.

- Nu gør vi det. Nu rydder vi simpelthen op efter høfde 42, og inden for en helt kort årrække går vi i gang på Rønland. Det er en enorm sejr for os her i Vestjylland, som har levet med bekymringen for høfde 42 i årtier, siger SFs vestjyske folketingsmedlem, Signe Munk, i en pressemeddelelse.

Ifølge Region Midtjylland rummer det gamle depot på høfde 42 mere end 100 tons kemikalier. Depotet blev brugt af blandt andre kemikoncernen Cheminova, der i 1950´erne og 1960´erne med statens tilladelse brugte depotet på stranden til at slippe af med tonsvist af giftigt affald.

Dagens nyhed er ikke mindst en stor sejr for miljøforkæmperen Bjarne Hansen fra Thyborøn. Det var hans far Aage Hansen - også kendt som Rav-Aage - der først gjorde opmærksom på giftdepotets konsekvenser for miljøet, og siden overtog sønnen kampen for at få ryddet op efter fortidens synder.

- Det er en kæmpe forløsning, men lige nu har jeg svært ved at sætte ord på, siger en tydelig rørt Bjarne Hansen til TV MIDTVEST.

Udover høfde 42 og Rønland skal der også ryddes op i tidligere generationsforureninger på Als, i Kærgård Klitplantage og ved det tidligere Grindstedværk.

- Der var alt i alt hele 20 mia. kroner til såkaldte stimuli initiativer. Altså midler til at skabe job både nu og i fremtiden. Det var oplagt at tage generationsforureninger ind, fordi det er en bunden opgave og noget, som skaber job nu og her. Vi har valgt at følge regionernes plan for oprydning og deri ligger, at vores to forureninger skal laves inden 2026. Det er der nu penge til, og arbejdet kan gå i gang næste år,  siger de radikales finansordfører, Andreas Steenberg.

Bjarne Hansen
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Fakta - her er aftalen