Oleksandr har syet for Ukraines præsident: Nu har han åbnet sy-værksted i Lemvig

Møbelpolstreren Oleksandr Kostiushko flygtede fra Ukraine med sine symaskiner, og nu har han, sammen med sin familie, åbnet et syværksted i en gammel grillbar i Lemvig.

Oleksandr Kostiushko har mange års erfaring med at sy og ompolstre møbler.
Oleksandr Kostiushko har mange års erfaring med at sy og ompolstre møbler.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Ægteparret Oleksandr Kostiushko og Viktoriia Sapronova flygtede i foråret 2022 med sin familie fra krigen i Ukraine til Danmark. 

Med i bagagen havde de også pakket symaskiner og mange års erhvervserfaring.

For et par måneder siden startede familien derfor deres eget sy-værksted, Molliam, i en gammel grillbar i Lemvig, hvor de blandt andet reparerer møbler.

- Til at starte med var der ikke mange kunder. Der kom kun nogen en gang om ugen, fortæller Viktoriia Sapronova.

Det gjorde parret bekymret, og tanken om at værkstedet ikke kunne køre rundt i Danmark meldte sig. 

Men så ændrede det sig pludseligt, og salget begyndte at gå den rigtige vej.

- Vores kunder var så tilfredse, at de fortalte alle om møbelpolstring i Lemvig. Der følte vi os velkomne, og folk begyndte at komme. Som regel kommer der cirka to nye kunder hver dag, fortæller hun.

Ægteparret Oleksandr Kostiushko og Viktoriia Sapronova i deres værksted.
Ægteparret Oleksandr Kostiushko og Viktoriia Sapronova i deres værksted.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Sproget kan være en udfordring

Viktoriia Sapronova taler engelsk. Det er dog ikke alle midt- og vestjyder, der gør det.

Derfor har de sørget for, at der er billeder af priserne.

- Det er et stort problem, men vi har billeder med priser, som hjælper os, fortæller hun.

Derudover er hun også begyndt at lære dansk, og hun håber derfor på, at sprogbarrieren bliver mindre med tiden.

Hotel Lidenlund i Lemvig har fået ompolstret stolene af Oleksandr Kostiushko.
Hotel Lidenlund i Lemvig har fået ompolstret stolene af Oleksandr Kostiushko.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Egen forretning i Ukraine

Det er bestemt ikke nyt for Oleksandr Kostiushko at sy, han har syet og ompolstret i mange år, og det var faktisk hans far og bedstemor, der lærte ham det.

I Ukraine havde han også sin egen forretning, hvor han har haft mange forskellige opgaver og kunder. Men særligt en kunde glemmer han ikke sådan lige. 

Han har nemlig haft opgaver for både den nuværende og en tidligere præsident i Ukraine. 

- For præsident Janukovitj lavede jeg et beskyttelsesdækken til hans helikopter, og jeg er meget stolt af mit arbejde, siger han.

Krigen i Ukraine fik ham dog til at lukke sin butik, men nu bliver der sat stort pris på familiens arbejde i Danmark.

- Jeg er nødt til at bruge dem igen. Prøv og se dig omkring - vores lykke er gjort. Det er fantastisk flot arbejde helt ned i detaljen, fortæller Gitte Bitsch, der er indehaver af Hotel Lidenlund i Lemvig.

På sy-værkstedet ompolstrer og reparerer familien alt fra møbler, både og bilsæder til overdækninger og telte.