Pape efterlyser plan for kriminelle udlændinge: - Nu har vi ventet i 15 måneder

Den konservative formand langede ud efter regeringen i sagen om de kriminelle udlændinge på Kærshovedgård.

Søren Pape Poulsen holder tale på de konservatives digitale landsråd.
Søren Pape Poulsen holder tale på de konservatives digitale landsråd.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det haster med en varig løsning for de udviste kriminelle udlændinge på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording. 

Det var et af budskaberne, da den konservative formand Søren Pape Poulsen lørdag formiddag holdt tale på partiets landsråd i Herning Kongrescenter.

Pape Poulsen pegede på, at de kriminelle udlændinge skaber stor utryghed i lokalområdet.

Den borgerlige VLAK-regering ville placere  de kriminelle i et nyt udrejsecenter på øen Lindholm, men den plan har den socialdemokratiske regering droppet.

Derfor langede Pape - ligesom Venstres næstformand Inger Støjberg tidligere har gjort det - hårdt ud efter den socialdemokratiske regering.

- Der lå en plan for at få det stoppet. Men den har regeringen skrottet. Og nu har vi ventet 15 måneder på, hvad de vil gøre. Og vi venter stadig, sagde Søren Pape Poulsen.

Minister har lovet en løsning

Den konservative formand sagde i sin tale, at der siden januar 2019 har været 127 sigtelser mod udviste kriminelle. Det var sager om tyveri, narko, vold, hærværk og trusler på livet .

- Jeg synes, at det er enkelt. Volds- og voldtægtsdømte udviste kriminelle skal afsone i et udenlandsk fængsel. Og indtil det er på plads, skal de udviste kriminelle væk fra lovlydige danskere og isoleres mest muligt, lød det i talen.

Socialdemokraternes fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad har tidligere over for TV MIDTVEST understreget, at regeringen ikke har opgivet at finde en løsning på problemet. Der kommer et tredje udrejsecenter, lovede han den 2. september. 

- Vi kommer til at finde en løsning for borgerne, der bor omkring Kærshovedgård, men det center, der skulle laves på Lindholm var voldsomt dyrt. Det kostede én million kroner pr. person pr. år, og de penge, der alligevel skulle bruges mest på politiet, har vi nu valgt at bruge på politiopgaver. Vi finder fuld finansiering på det tredje udrejsecenter, som kommer i denne valgperiode, sagde Kaare Dybvad.

På grund af coronapandemien er der i øvrigt et stærkt begrænset antal konservative i kongrescentret - der er derfor tale om et digitalt landsråd, hvor medlemmerne kan følge debatten på nettet.

1:56
Søren Pape uddyber her sin kritik af den manglende plan for de kriminelle udviste.

 

2:19