Tidligere CC&CO solgt

En af Holstebros store virksomheder med cirka 150 arbejdspladser er solgt, efter at den nuværende ejer er i økonomiske problemer.

papircolourbox.jpg

Paperlinx Scandinavia, med hovedkvarter i Holstebro, er solgt. Det tidligere CC&CO er blevet købt af Antalis International. Det skriver Holstebro-Struer dagblad.

Paperlinx’s ejer, den australske papir-koncern af samme navn, har siden begyndelsen af april haft økonomiske problemer, hvor blandt andet den britiske afdeling blev lukket ned over en nat, og afdelingen i Benelux er sat under administration ligesom flere afdelinger i bl.a. Polen er solgt fra.

- Dette opkøb understøtter og styrker Antalis som en vigtig spiller inden for emballage og skilte i hele den nordiske region. Lokalt i Danmark vil det styrke alle de eksisterende forretningsområder, da firmaerne komplementerer hinanden godt, og vi er sikre på, at denne sammenlægning vil blive til gavn for vores kunder på det danske marked,« siger Jukka Silventola, der er regional direktør hos Antalis i en pressemeddelelse.

Paperlinx overtog i 2003 CC&CO på Bastrupgårdvej, og virksomheden skiftede navn i 2013.

Antalis er verdens næststørste firma inden for papir og emballage, og har 5585 ansatte, 120.000 kunder i 44 lande og sælger 1,8 millioner ton papir om året.

I Danmark har Antalis 52 ansatte med kontor i Valby og Hørning ved Aarhus.