Jakob Poulsen roser kulturbærer og fortæller om fremtidsplanerne

Jakob Poulsen løfter sløret for, at han gerne ser sig selv som fodboldtræner i fremtiden.

Jakob Poulsen var forbi MCH Arena for at hylde guldvinderne.
Jakob Poulsen var forbi MCH Arena for at hylde guldvinderne.
Foto: Privatfoto

Jakob Poulsen har prøvet at stå med DM-pokalen i hænderne selv, og denne gang måtte han se de tidligere holdkammerater fra FC Midtjylland fejre endnu et dansk mesterskab.

Den tidligere midtbanegeneral stoppede tidligere på året karrieren efter blandt andet syv år i FC Midtjylland, hvor han var ad to omgange.

Derfor kunne han med ro i sinde hylde sit tidligere hold, hvor han især er imponeret over præstationen, når man tager holdets lave gennemsnitsalder i betragtning.

- Det er det, der er imponerende – at man har så ungt et hold, som leverer over en hel sæson på så højt niveau. Det tegner rigtig godt for fremtiden herude, siger han.

Holdet bliver om muligt endnu yngre, fordi Tim Sparv forlader klubben ved kontraktudløb.

Jakob Poulsen beskriver sin tidligere midtbanemakker som en, der gik forrest på sin helt egen måde.

- Tim har været en kæmpe person i FC Midtjylland. Uden for banen er han fantastisk til at tage de unge under sine vinger og lære fra sig. Han er ikke den mest højtråbende i omklædningsrummet eller på banen for den sags skyld, men han går forrest på sin egen måde, forklarer Poulsen.

Kulturbærer som udlænding

Tim Sparv har qua sin alder og status i klubben fået en rolle som kulturbærer. Og det er sjældent, at man opnår det som udlænding.

Det overrasker dog ikke Jakob Poulsen, at finnen har fået det prædikat.

- Tim kommer fra den svenske del af Finland, så han forstår svensk og dansk. Så på den måde er det nemt at integrere sig ret hurtigt. Han har været her i mange år, og så er han som type en, der gerne giver til sine omgivelser. Når man er det og forsøger at integrere sig, så kan man netop blive en kulturbærer, selvom man er udlænding, siger den nu tidligere spiller.

Jakob Poulsen og Tim Sparv spillede sammen i FC Midtjylland fra sommeren 2014, da Tim Sparv kom til, og indtil sommeren 2019, da Jakob Poulsen tog på udlandseventyr til australske Melbourne.

Fremtidsdrømmen er klar

Mens Tim Sparv fortsat skal være aktiv på banen, håber Jakob Poulsen på en fremtid udenfor banen.

Den skal dog ikke være langt fra de hvide kridtstreger.

- Jeg vil gerne være træner, og jeg håber på at kunne finde et interessant sted at udvikle mig som træner. Det har jeg ambitioner om, fortæller han.

Om den trænergerning kan være i FC Midtjylland, afviser han slet ikke.

- Det kunne den sagtens. Jeg er meget åben for alle destinationer stort set, slutter han.