Indbrud i frisørsalon - politi slap hunde løs i området

En frisørsalon i Herning fik i løbet af natten smadret en rude. En lokal mand fra Herning er sigtet i sagen.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Den første hele uge i det nye årti var kun lige begyndt, da en frisørsalon i Herning fik uventet besøg.

Klokken 03:35 modtog politiet en henvendelse fra en salonejer på Gammel Landevej, der gik på, at ejeren havde hørt et brag fra salonen.

- Vi sendte tre patruljer derud. Der blev vi mødt af en smadret rude, men på det tidspunkt var gerningsmanden stukket af fra matriklen, fortæller Simon Skelkjær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser, at der havde været en person inde i salonen, men at det umiddelbart ikke tydede på, at noget var stjålet.

Politiet slap politihunde løs i området, og efter at hundene havde snust rundt ved salonen, fulgte de et spor, der ledte dem frem til en person i nærheden.

- Hundene får færden af en mand, som befinder sig i området. Vi kan se, han bløder, så vi vælger at tage ham med ind, oplyser vagtchefen.

Det viste sig, at manden er 36 år og lokal fra Herning. Hertil morgen er han blevet løsladt igen, men han er fortsat sigtet i sagen.

- Det er jo ikke til at sige, hvorfor man lige vælger en frisørsalon. Det kan selvfølgelig være tilfældigt for at få fat på kontanter, men det kan også være for at gå efter dyre hårprodukter og maskiner, fortæller Simon Skelkjær.