Politi: Foreløbigt færre indbrud i julen end sidste år

Julen er ikke bare højsæson for hygge, god mad og gaver - den er også indbrudstyvenes foretrukne højtid.

Arkivfoto.

Opdatering 26. december klokken 12.48: Siden 20. december 2019 har politiet landet over fået 630 anmeldelser om indbrud i private hjem. Midt- og Vestjyllands politikreds fik i alt 54 anmeldelser i år, hvilket er et stort fald fra 86 anmeldelser sidste år.

Mange rejser ud i julen eller kører på juleferie andre steder i landet. Det giver tyve mere tid til at slå sig løs i de forladte hjem, og det kan som regel ses i statistikkerne over indbrud.

Siden fredag og frem til natten til onsdag har politiet landet over registreret i alt 466 indbrud i private hjem. Det er en del lavere end de 691 indbrud, der blev registreret de samme dage sidste år. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse. 

Også i Midt- og Vestjylland ser det lysere ud end de foregående år. I 2017 havde 65 hjem uønsket besøg i juledagene, mens indbrudstallet i 2018 var 86. I år der indtil nu anmeldt 42 indbrud siden den 20. december. 

- I den perfekt verden vil jeg jo helst have, at der ikke var nogen overhovedet, men sådan er det ikke. Men det er stadig i den lave ende, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Foreløbig statistik over indbrud i juledagene. Údsendt af Rigspolitiet onsdag formiddag.  Foto: Rigspolitiet

Antallet af anmeldelser toppede foreløbigt i går, den 24. december, hvor politiet fik i alt 14 meldinger om indbrud i boliger eller forsøg på det, mens ingen onsdag formiddag endnu har anmeldt indbrud - det kan dog skyldes, at folk ikke er kommet hjem og har opdaget, at der har været tyve på spil.

Med 83 indbrud er Nordsjælland ifølge Rigspolitiet det sted, der er hårdest ramt i julen i år, mens Bornholms Politi foreløbigt er gået helt fri for juleindbrud med 0 anmeldelser. 

Oversigt over antallet af indbrud i boliger i juledagene de seneste år fordelt på politikredse. NB: Tallet for 2019 kan stadig nå at ændre sig. Foto: Rigspolitiet