Politiet på gaden i landsdækkende operation mod indbrud i julen

Selvom politiet i disse dage forsøger at gøre en ekstra indsats mod indbrudstyve, så kan man faktisk også selv være med til at forhindre indbrud i juledagene.

Midt- og Vestjyllands Politi har i dag været tilstede nær Silkeborg for at gøre en indsats mod udenlandske indbrudstyve.
Midt- og Vestjyllands Politi har i dag været tilstede nær Silkeborg for at gøre en indsats mod udenlandske indbrudstyve.
Foto: Troels Esmarch, TV MIDTVEST

Julen er ganske vist hjerternes, mavernes og børnenes fest, men desværre er det også ofte fest for indbrudstyve. I 2018 var der 250 indbrud på juleaftensdag over hele landet, og derfor var Midt- og Vestjyllands Politi i dag onsdag på gaden som en del af en landsdækkende operation mod omrejsende kriminelle.

- Det kunne da være dejligt, hvis vi kunne tage nogen af dem, der har været ude at lave indbrud, med tyvekoster i bilen, fortalte Søren Bak, der er specialkonsulent hos Midt- og Vestjyllands Politi, forud for onsdagens landsdækkende operation.

Landsdækkende operation gav ingen fangst

Det er Rigspolitiet, der leder den landsdækkende operation, og et af de primære formål er at få stoppet udenlandske tyvebander og butikstyve, inden de begår indbrud i juledagene. Udstyret med en nummerpladescanner slog Midt- og Vestjyllands Politi onsdag blandt andet til på Horsensvej lige syd for Silkeborg.

- Vi kan mærke, at vi får fat på nogen, som vi ellers ikke ville have fået fat på. Det kan både være tilfældigheder, men det er selvfølgelig også, fordi vi sætter så mange folk af til det, siger Anders Bøje Hansen, der er politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Onsdagen endte dog uden fangst for Midt- og Vestjyllands Politi. 200 biler blev kontrolleret, men ingen af dem gik i politiets net.

Hvad kan man selv gøre?

Selvom politiet gør sit til at forhindre indbrud, så kan man faktisk også selv være behjælpelig. På Midt- og Vestjyllands Politis hjemmeside kan man finde gode råd til, hvad man kan gøre for at undgå indbrud i juledagene.

2:11
Tyvene plejer at have kronede dage i julen. Men nu skal de stoppes, før de begår indbrud