Aytac er iværksætter med 32 ansatte: - Er jeg dansker?

Iværksætteren Aytac Akkaya er hovedperson i denne udgave af 'Valg i blinde'. Særligt et spørgsmål presser sig på hos den 29-årige vælger fra Holstebro.

8:18
Se den nye episode af 'Valg i blinde' med iværksætteren Aytac Akkaya fra Holstebro lige her.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

29-årige Aytac Akkaya har kurdiske rødder, men han er født og opvokset i Holstebro.

Til dagligt driver han restauranten Sprød, der har 32 ansatte, sammen med sin far, og den vestjyske iværksætter har særligt et spørgsmål på sinde, da han får mulighed for at stille tre politikere spørgsmål i TV MIDTVEST-programmet ’Valg i blinde’.

Er jeg dansker?

- Det synes jeg helt afgjort, du er, svarer Kim Durup fra partiet Klaus Riskær Pedersen som den første af de tre politikere.

- 32 ansatte er alligevel stærkt gået. Når du er født og opvokset her i landet, og du er så velintegreret, som du er, så synes jeg, det er helt skævt, at vi er nødt til at snakke om, hvorvidt du er dansker eller ej. Jeg synes, det er en selvfølge, du er dansk.

Aytac Akkaya driver til dagligt restauranten Sprød i Holstebro. 
Aytac Akkaya driver til dagligt restauranten Sprød i Holstebro. 
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Gitte Willumsen fra Venstre erklærer sig enig.

- Når man er født i Danmark, så er man dansker. For mig er det vigtigt, at alle føler, de får en plads i vores samfund.

Malte Bang fra Enhedslisten får som den sidste af de tre kandidater lov til at svare på spørgsmålet.

- Jeg synes, det er flot, du har startet en restaurant, men jeg synes ikke, det er væsentligt for spørgsmålet om, hvorvidt du er dansker, for det ville du også være efter min mening, selvom du ikke havde det og havde sociale udfordringer og alt muligt andet. Det afgørende er, at du selv føler dig som dansker, så ser jeg dig også som dansk.

Den røde iværksætter vælger blå kandidat

Aytac Akkaya var godt tilfreds med kandidaternes svar, men han skal også træffe sit valg og sortere dem fra en efter en fra sin blinde vinkel i stemmeboksen. .

Iværksætteren bliver dog noget overrasket over sit eget valg. Normalt stemmer Aytac Akkaya rødt, men alligevel ender han med at pege på Gitte Willumsen fra Venstre.

- Jeg troede, jeg ville vælge mere rødt, griner Aytac Akkaya, inden han giver venstrepolitikeren et kram.

Gitte Willumsen synes valgeksperimentet er fascinerende.

- Nogle gange har man jo fordomme, men i sådan et program her, kan man bryde fordomme ned. Det synes jeg er spændende, lyder det.  

Nu vil Aytac Akkaya bruge den resterende del af valgkampen på at blive klogere på, hvor han vil sætte sit kryds til folketingsvalget den 5. juni.

- Jeg ved ikke præcist, hvad jeg vil stemme på endnu. Jeg skal bruge lidt mere tid på at finde ud af det, lyder det.

Du kan se hele episoden med Aytac Akkaya øverst i artiklen.