Vælger sendte Stram Kurs-kandidat hjem på debat om institutioner

En kandidat fra Stram Kurs kørte spørgsmål om normeringer i daginstitutioner over på indvandring, da Thora Thunbo skulle vælge kandidat i blinde.

Emil Normann Munk fra Stram Kurs var blandt de tre folketingskandidater, som Thora Thunbo fra Engesvang kunne vælge mellem i TV MIDTVEST valgprogram Valg i blinde.

Men Stram Kurs-kandidaten blev hurtigt stemt ud på spørgsmålet om normeringer i daginstitutionerne.

Valg i blinde

Thora Thunbo ville gerne vide, om de tre kandidater var klar til at bryde med det kommunale selvstyre for at kunne få bedre normeringer.

- Om det skal brydes med kommunerne, det ved jeg ikke. Det handler om, at der skal findes flere penge til børnene. De penge skal tages fra ikke-vestlige indvandrere og især muslimer i Danmark. Lige nu koster de mere end 33 milliarder kroner om året. Det er penge, vi kan bruge på danskere og til vores børn, siger Emil Normann Munk, der er Stram Kurs' kandidat i Vestjyllands Storkreds.

Det svar faldt ikke i god jord hos biologen fra Engesvang, som er mor til to drenge.

- Jeg blev lidt provokeret af nummer to, som siger, at vi skal tage dem fra ikke vestlige danskere, for de får sgu da også børn, siger Thora Thunbo.

Emil Normann Munk får lov til at uddybe:

- Når jeg siger, de skal tages fra ikke vestlige indvandrere, så tænker jeg ikke, at det skal tages fra deres børn. Vi mener, at islam slet ikke hører til. Hele deres ideologi strider mod danskere og danske værdier. Det er det, vi er imod. Vi vil ikke ramme deres børn.

De tre kandidater

Valgte Enhedslisten

Det ændrede dog ikke på, at Thora Thunbo stemte ham hjem som den første af de tre kandidater. Alle tre kandidater gik ind for bedre normeringer i daginstitutionerne.

Ditte Stage Kroman fra Enhedslisten blev kåret som vinder på spørgsmålet på baggrund af det her svar:

- Vi skal være trygge uanset, hvilken kommune vi bor i i forhold til at aflevere vores børn. Så der skal være de her minimumsnormeringer. Det skal være statens ansvar, at vi alle sammen kan være lige, og staten skal finde de penge, der skal bruges.

Thora Thunbo har før stemt Enhedslisten, men er begyndt at hælde mere over til Alternativet. I blinde valgte hun kandidaten fra Enhedslisten.

Biologen fra Engesvang fik også Alternativet og Enhedslisten på glatis i programmet i et spørgsmål om naturen. Se det her nedenfor.

Familiemoren Thora Thunbo fra Engesvang er med i Valg i Blinde, som tester, om vælgere nu også stemmer på det parti, de er mest enige med.

Læs flere artikler fra Ikast-Brande eller i kategorien Politik.