Karsten vælger parti i blinde: Glad for nuancerede svar, som adskiller kandidaterne

Hvilket parti er 71-årige Karsten Matzen enig med, når han kun skal høre politikere snakke? Det undersøger vi i femte afsnit af 'Valg i blinde'.

71-årige Karsten Matzen deltager i 'Valg i blinde'. Han har været medlem af Det Radikale Venstre i 35 år, men har meldt sig ud, fordi han ikke kan følge partiets tanker længere.
71-årige Karsten Matzen deltager i 'Valg i blinde'. Han har været medlem af Det Radikale Venstre i 35 år, men har meldt sig ud, fordi han ikke kan følge partiets tanker længere.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Hvordan stemmer man, når man får forskellige udsagn fra politikere, som man ikke kan se, og hvor man ikke kender deres parti?

Det dilemma har TV MIDTVEST stillet forskellige vælgere op til valget i serien ’Valg i blinde’. I denne udgave er turen kommet til 71-årige Karsten Matzen fra Gjellerup øst for Herning.

- Jeg havde ikke regnet med noget, men det ramte da nogle af mine holdninger, siger han efter turen i stemmeboksen, hvor han ikke kunne se, hvem han snakkede med.

Forud for afsløringen havde han haft tre spørgsmål til de tre fremmødte politikere, der kom fra henholdsvis Kristendemokraterne, Socialdemokratiet og Venstre.

Medlem af Radikale i 35 år

Karsten Matzen har i 35 år været medlem af Det Radikale Venstre. Men forud for det forrige valg kunne han ikke længere genkende partiets holdninger. Derfor meldte han sig ud.

Derfor var målet med turen i ’Valg i blinde’ at finde ud af, om Karstens holdninger havde ændret sig, eller om hans endelige kryds ville blive i den røde blok.

Svaret skulle vise sig at blive det sidste, da han var mest enig med Anne Paulin fra Socialdemokratiet.

- Det er jeg da helt tilfreds med. Men jeg er især tilfreds med at få nogle nuancerede svar, som adskiller kandidaterne lidt. Så man kan se, hvem der hælder til den ene og den anden side, siger Karsten Matzen.

Anne Paulin var da også glad for, at vælgeren i blinde valgte hende som den kandidat, han var mest enig med.

- Det er jeg selvfølgelig glad for, men det var jo egentlig ret nemt. Jeg sagde jo bare mine holdninger, så på den måde var det en relativt nem sejr, siger hun.

Herunder finder du de tre spørgsmål, som Karsten Matzen stillede politikerne fra henholdsvis Kristendemokraterne, Socialdemokratiet og Venstre.

  1. Jeg hører gang på gang politikere omtale danskerne som dem, de vil noget med eller dem, de vil gøre noget for. Det er uklart for mig, hvem danskerne er. Så spørgsmålet til jer er: Hvem er danskerne, som optræder i de politiske debatter? Anne Paulin fra Socialdemokratiet vandt runden.
  2. Cirka 1.500 elever forlader hvert år forlader folkeskolen med prædikatet ’ikke uddannelsesparat’. Det betyder, at de ikke kan begynde på en uddannelse. Kriteriet er, om de har opnået karakteren 02 i dansk og matematik. På den måde fortæller man unge mennesker åp 15-16 år, at de ikke kan bruges. Så hvad der tidligere ikke var muligt, det kan nu lade sig gøre – man kan dumpe ud af folkeskolen. Så spørgsmålet til jer er: Går du ind for det her system eller vil du arbejde for at ændre det? Jens Erik Thomey Damgaard fra Kristendemokratiet og Anne Paulin fra Socialdemokratiet gik videre til sidste runde.
  3. Digitalisering eller analogisering. Næsten alt i administrationerne er blevet digitaliseret uden dybere foregående overvejelser, påstår jeg. Forklaringen synes at være, at et system kan løse problemerne, og at der kan spares arbejdspladser eller løn. Vil I fortsætte med den blinde digitalisering, fordi ”det er nødvendigt”? Eller vil I stoppe op og stille spørgsmålene: Hvorfor skal vi gøre det? Er der nogen, der har bedt om det? Er der nogen, der bliver glade af det? Efter tredje og sidste spørgsmål valgte Karsten Matzen socialdemokraten Anne Paulin som vinder.
8:54
71-årige Karsten Matzen deltager i 'Valg i blinde'. Han har været medlem af Det Radikale Venstre i 35 år, men har meldt sig ud, fordi han ikke kan følge partiets tanker længere.