SOSU-hjælper smittet med coronavirus

Medarbejderen blev testet efter at have følt lette luftvejssymptomer.

Foto: Lizabeth Menzies/AFP/Ritzau Scanpix

En SOSU-hjælper, der arbejder i hjemmeplejen på Mors, er fredag konstateret smittet med coronavirus. Det skriver det lokale online nyhedsmedie kunmors.dk.

Læs også Buschauffører frygter corona og vil ikke tage imod kontanter

Overfor mediet bekræfter direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Morsø Kommune, Henrik Rene Christensen, smittetilfældet. Til kunmors.dk fortæller han også, at kommunen undervejs fået hjælp til håndteringen af smittetilfældet fra Styrelsen for Patientsikkerhed. 

- Vi har identificeret, hvilke borgere hun har været ude ved. Og dem har vi taget kontakt til og iværksat test på. Der afventer vi så svar, siger Henrik Rene Christensen til mediet.

- Vi har også identificeret, hvilke medarbejdere hun har været i kontakt med – og der er ikke nogen, hun har været i så tæt kontakt med, at det er i den kategori, der går under nære relationer. Alligevel har vi valgt i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed at udvise ekstrem forsigtighed. Så de medarbejdere, der har været på arbejde i samme uge som hende, har vi valgt at lade teste alle sammen, siger han og tilføjer, at de første svar har været negative.