Coronasmitte tvinger café til at lukke: - Det er det eneste rigtige at gøre

En smittet medarbejder har betydet, at en café i Holstebro må holde lukket.

Henrik Sylvester Stoltenberg er bestyrer af KaffeLaden i Holstebro.
Henrik Sylvester Stoltenberg er bestyrer af KaffeLaden i Holstebro.
Foto: Caroline Siegumfeldt, TV MIDTVEST

Caféen KaffeLaden på Store Torv i Holstebro står i disse dage helt stille, selvom det er højsæson for turister.

En ansat er nemlig blevet konstateret positiv for coronavirus, og det betyder, at caféen må være lukket, forklarer bestyrer Henrik Sylvester Stoltenberg.

- Det er det eneste rigtige at gøre. Vi skal have det her ryddet af vejen, så vi kan komme tilbage til en forholdsvis normal hverdag, siger han.

Han er dog ærgerlig over situationen.

- Det er mega øv, for det er en af vores bedste uger, vi skal lukke , slår han fast.

Smittet medarbejder

Torsdag i sidste uge var den smittede medarbejder på arbejde i caféen.

- Medarbejderen har en arbejdsfunktion som opvasker og afrydder. Så hun er primært i opvasken og rydder borde af, når gæsterne er gået, siger bestyreren.

Det var søndag, at Henrik Sylvester Stoltenberg modtog beskeden om medarbejderen. Den besked vendte op og ned på alt.

- Lige nu er der jo en masse bekymringer. Er der nogen, der er smittet? Og hvad skal vi gøre efterfølgende, hvis det er sådan? Vi krydser alle sammen fingre for, at vi er sluppet igennem, forklarer han.

Indtil videre er der dog ingen af de andre ansatte, der har vist symptomer på Covid-19, og de afventer nu svar på deres tests.

1:12