Lærer i Viborg er nervøs for genåbning: Der er mange flere spørgsmål, end der er svar

Susanne Breiner har før genåbningen af hendes arbejdsplads rigtig mange spørgsmål om, hvordan den nye hverdag skal håndteres.

Susanne Breiner er en af de mange lærere i landsdelen, der har mange spørgmål omkring genåbningen.
Susanne Breiner er en af de mange lærere i landsdelen, der har mange spørgmål omkring genåbningen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

På Frederiks skole i Viborg er det snart tid til at åbne igen, og Susanne Breiner, der er lærer i 4. klasse, er en af dem, som har mange spørgsmål om, hvordan det skal forløbe.

Der skal være to meters afstand mellem eleverne, og flere gange om dagen skal de vaske hænder i mindst et minut. Skolen har valgt, at klasserne skal deles op i mindre hold, men det er kun anledning til flere spørgsmål

- Der er mange flere spørgsmål, end der er svar lige for tiden. Når jeg har det ene hold, hvem skal så have det andet. Hvem kommer og hjælper med det, siger Susanne Breiner til TV Midtvest.

Hun fortæller også, at hun ikke ved, hvor tæt hun kan komme på sine elever, hvis de har brug for hjælp i undervisningen. Læreren er også i tvivl om, det er hendes opgave at tage tid på elevernes håndvask, for at sikre det bliver gjort ordentligt.

Forståelse for forvirring

Planen er, at lærerne ude på skolerne vil få en grundig gennemgang af, hvordan de skal håndtere den nye hverdag, der snart begynder, men der også stor forståelse for uvisheden omkring genåbningen.

- Det er jo nogle helt nye rutiner, nogle helt nye vaner og en helt ny måde at organisere skoledagen på, så jeg kan godt forstå, at der er rigtig mange spørgsmål, siger Jeanette Winther, der er Formand for Viborg Lærekreds.

- Tirsdag og onsdag kommer til at gå med lige at lande og se hinanden igen selvfølgelig på afstand. Og så skal vi forstå, hvordan vi i adfærd kommer til at skulle udmønte den her nye virkelighed. Det er jo alle, der skal ændre adfærd og tilpasse sig de nye rutiner, men det skal ske roligt og i tryghed, siger Hasse Valdemar Mortensen, der er formand for Skolelederforeningen i Viborg.

En af udfordringerne er håndvasken, og her har Viborg Kommune valgt en løsning, hvor de vil forsøge at leje festivals toiletter og håndvaske til de skoler, der ikke selv har nok.