Travl weekend for beredskabet

Travl weekend for beredskabet

Weekendens skybrud gav travlhed for Beredskabsstyrelsen i Midt- og Vestjylland, hvor der stadig er indsat mandskab.

I Videbæk var 37 befalingsmænd, værnepligtige og frivillige indsat med højkapacitetspumper til en pumpeopgave. Senere gik turen til Skjern, hvor yderligere 37 mand var indsat til at fjerne vand fra to plejecentre, herunder afløsning sendt fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted. Det skriver Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Det er første gang i mange år, jeg har været med til så mange store oversvømmelser på så kort tid. Udfordringen kom, fordi vi var midt i et åbent hus-arrangement. Men vi var alle mand til stede og fik hurtigt pakket det hele ned, siger Morten Lohse, første vagthavende ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland, til tvmidtvest.dk.

I alt var styrelsen indsat med 74 mand, en pumpekapacitet på 35.000 liter vand i minuttet og 50.000 sandsække ved de tre indsatssteder.

Støtte fra Nord- og Sydjylland

Udover de omtalte udrykninger var Beredskabsstyrelsen Midtjylland også indsat til en gårdbrand som følge af lynnedslag under uvejret, ligesom de mandag eftermiddag stadig er indsat ved endnu en lænsningsopgave i Skjern-området.

Som følge af de store indsatser i regionen rekvirerede styrelsens center i Herning mandskab fra de to øvrige centre i Jylland, nemlig Thisted og Haderslev, så de var i stand til at rykke ud, hvis der skulle komme yderligere opgaver.