Ny formand hos TTH

Onsdag aften blev Jørgen Hansen valgt som formand for bestyrelsen i team Tvis-Holstebro ved klubbens årlige generalforsamling.

TTH,_20kvinder,_20jubel150713.jpg

Jørgen Hansen overtger pladsen som formand i Team Tvis-Holstebros bestyrelse efter John Gråkjær, som var en af hovedmændene bag klubbens fødsel tilbage i år 2000.

- Vi skylder John en meget stor tak. Ud over at have siddet som formand i flere omgange, har han spillet en afgørende rolle i forårets aktieemission, siger Emil Bjørnø, Direktør i Team Tvis-Holstebro.

Klubbens nye formand, Jørgen S. Hansen, har siddet i bestyrelsen siden 2010 og har haft ansvar for den sportslige linje. Den opgave fortsætter han med efter aftenens generalforsamling.

- Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde med Jørgen. Vi kommer til at arbejde endnu tættere sammen. At Jørgen fortsat vil trække det store læs i den sportslige sektor, sætter jeg enormt stor pris på, siger TTH-direktøren efter mødet.

Allan Qvist bliver ny næstformand. Thomas Pedersen, der selv er tidligere ligaspiller er nyvalgt til bestyrelsen.

Moderselskabet for Team Tvis Holstebro, Holstebro Sport og Event kom ud af regnskabsåret 2014/15 med et underskud på 1.228 TDKK før skat. Egenkapitalen er takket været en aktieemission tidligere på året fortsat på over 5.000 TDKK, som er selskabets fortsatte målsætning.

Direktør Emil Bjørnø anser resultatet for utilfredsstillende og tilføjer:

- Resultatet skyldes delvis udskiftninger i den administrative trup samt et svigtende sponsorsalg. Desværre afspejler resultatet  også den økonomiske kamp, som alle professionelle danske sportsklubber kæmper med i øjeblikket. Vi ser på fremtiden med positive briller og er klar til at tage kampen op. Det er dog ingen tvivl om, at der venter et stort stykke arbejde. Det kræver i særdeleshed stor opbakning fra vores støtter både gamle som nye.