Ny brugs lokkede hundrede til rundstykker

150 mennesker troppede op til indvielsen af af Dagli'Brugsen i Durups nyindrettede lokaler.

Den lokale opbakning var stor, allerede inden den røde snor blev klippet klokken otte. Nyindrettede lokaler, rundstykker og othellolagkage lokkede 150 mennnesker til byens store nyhed.

Formand for brugsens bestyrelse, Poul Verner Pedersen, understregede i sin morgentale, at det var helt afgørende med den store lokale opbakning for den lokale brugs.  

Også for brugsuddeler Morten Glanz var der grund til optimisme

 - Vores kunder har taget ombygningen med imponerende ro. De har i et par uger skulle lede efter varerne, fordi det meste har skiftet plads. Men nu er vi klar med en mere logisk indretning, som alle selvfølgelig lige skal vænne sig til, siger brugsuddeler Morten Glanz.

Uddeleren forklarer, at butikken på grund af den nye indretning fremstår meget større, selvom det kun er ganske få kvadratmeter butikken er udvidet med. Varesortimentet er også stort set som man kender det.

En anden stor nyhed er indkøbsvogne med pantlåse. Dagens kunder fik udleveret nøglering med Coop-mønt, så de ikke skal huske 10’eren eller 20’eren, når der skal handles stort.