Højspændingsmaster: Naboer jubler over kursskifte

Lars Christian Lilleholt vil nu undersøger alternativer til de luftbårne højspændingsledninger.

Skal de el-ledninger, der skal gå fra Holstebro til grænsen, graves ned eller hænge i luften? Den ansvarlige minister vil nu have sagen undersøgt igen. Foto: Arkiv

De mange vestjyder, der har udsigt til at blive nabo til 35 meter høje højspændingsmaster fra Holstebro til den dansk-tyske grænse, kan måske ånde lettet op.

Læs også Lettet landmand: Dejligt at de er kommet til fornuft

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) vil nu undersøge, om det er muligt at grave ledningerne ned i jorden i stedet for at føre dem gennem luften.

- Det er en rigtig, rigtig god melding fra ministeren, siger Bent K. Søndergaard, der er talsmand for en gruppe naboer til projektet i Herborg i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han understreger, at borgernes kamp ikke er slut, før der ligger en garanti for, at højspændingskablerne skal graves ned på hele strækningen.

- Bolden ligger to meter fra målstregen og skal bare lige sparkes ind. Men det er før set, at man har brændt fra den afstand, siger Bent K. Søndergaard.

Kursskifte

Lilleholts løfte om at undersøge sagen igen er udtryk for et markant kursskifte. Han har hidtil holdt fast i, at det er for dyrt at grave kablerne ned. Den 9. april sagde han for eksempel til TV MIDTVEST, at det ville betyde en ekstraregning på otte milliarder kroner.

- Den regning vil regeringen og heldigvis også et bredt flertal i Folketinget ikke sende videre til forbrugerne, lød det dengang fra ministeren.

Men nu har store protester fra de berørte borgere og de seks kommuner, som højspændingskablerne skal gå igennem, altså fået Lilleholt på andre tanker.

- En ting er at beslutte sig. Noget andet er, når man ser, hvordan det kommer til at se ud i virkeligheden. På baggrund af lokale protester og frustration synes jeg, det er fornuftigt at se, om der findes alternativer til at hænge ledningerne i luften, siger ministeren til DR.

Ringkøbing-Skjern er af de seks kommuner, der har skrevet et fælles høringssvar i sagen, og borgmester Hans Østergaard (V) glæder sig over meldingen fra sin partifælle. 

- Det er en meget positiv reaktion. Jeg glæder mig over, at de mange protester og høringssvar nu betyder, at man tager sagen op en ekstra gang. Jeg har et håb og en forventning om, at man finder en god løsning, og vi vil i kommunerne blive ved med at presse på, siger Hans Østergaard.

Læs også Ringkøbing-Skjern om nye elmaster: Grav ledningerne ned

Læs også Borgere til kamp mod elmaster: Trækker politikere med ud i landskabet