Til kamp mod problemerne: Her kan unge få gratis psykologhjælp

For mange unge går rundt med problemer, og det skal der nu gøres noget ved.

Modelfoto. Unge kan søge gratis psykologhjælp, så problemerne ikke når at vokse sig store. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Unge skal ikke have lov til at gå rundt med ondt i maven.

Læs også Flere får psykisk diagnose: Morsø og Viborg hårdest ramt

Det mener flere kommuner, og derfor sætter flere og flere penge af til, at unge blandt andet kan få nem adgang til gratis og anonym psykologhjælp. Det sker på trods af, at kommunerne ikke er forpligtiget til at yde den form for støtte.

En af de kommuner, der senest er hoppet med på bølgen er Viborg. Og det tiltag er de lokale unge godt tilfredse med.

- Det er et godt tiltag, og jeg håber, at der er flere der hører om det og har tænkt sig at gøre brug af det. At de ikke ser psykologtimer som en farlig ting, siger den studerende Alex Østergaard fra Viborg.

Han bliver bakket op af Morten Elkjær Mikkelsen, der arbejder som vikar.

- Jeg synes, det lyder vildt fornuftigt, for jeg tænker ikke, at der er mange unge, der har råd til det. Og jeg tænker, at der er rigtig mange unge, der har brug for det. Inklusiv mig selv, siger han.

Her har de en ordning

Disse kommuner har sat penge af til gratis psykologhjælp:

Skive

Viborg

Morsø

Vesthimmerland

Ringkøbing-Skjern

Holstebro

Lemvig

Favrskov

Herning

Struer

 

Disse kommuner har ikke sat penge af:

Silkeborg

Ikast-Brande

Thisted

Se mere

Forskellige problemer

Søren Mønsted Krog er leder ved Sted1 i Viborg. Sted1 er et værested for børn og unge mellem 13 og 19 i udsatte positioner. Han kender derfor til de unges problemer.

Læs også Ny forsøgsordning sikrer gratis psykologhjælp til unge

- Det kan være alt mellem himmel og jord. Vi har nogle, som synes, det kan være meget svært at møde dagen. Møde morgenen, møde skolen. Fordi man har forskellige udfordringer, forklarer han.

De unge får nu mulighed for at opsøge Familiecenter Viborg, hvor der vil være en psykolog til rådighed.

- Man kan få op til fem samtaler, som er rådgivning og vejledning. Det vil ikke være egentlig behandling, så hvis man har brug for det, så vil man blive sendt videre i det, forklarer socialchef i Viborg Kommune, Ulrik Johansen.

Kommuner afsætter penge

Det er forskelligt, hvor mange penge de forskellige kommuner har valgt at afsætte til ordningerne. I Viborg har byrådet besluttet at afsætte 300.000 kroner i 2019 til formålet.

Læs også Tiltag skal redde liv: Jeg overvejede at tage mit liv bare for at få hjælp

- Vi tror på, at en tidligere indsats kan være med til måske at ændre et livsforløb for unge mennesker. Ved at man kommer ind og snakker med nogle dygtige medarbejdere, så kan man måske få vendt nogle af de tanker, man har, hvor man synes, man er forkert eller ikke slår til. Der kan være mange ting, man går og tumler med som ung, siger formand for social- og sundhedsudvalget i Viborg Kommune, Åse Kubel Høeg.

I Viborg gælder ordningen for unge mellem 15 og 25 år, som ikke allerede har mulighed for psykologhjælp gennem for eksempel deres uddannelse.

- Vi håber, det kan få en forebyggende effekt, eksempelvis for dem, som begynder at have nogle vanskeligheder, så det ikke udvikler sig til svære psykiske udfordringer for den enkelte, slår Ulrik Johansen fast.