De frivillige hospitalshænder hyldes

De frivillige patientstøtter fra regionshospitalerne i Herning og Hostebro blev i dag hyldet på Regionshospitalet i Holstebro med taler, mad og fest.

Frivillige hospital

Det var Hospitalsenheden Vest, der havde inviteret de 93 frivillige patientstøtter til reception på sygehuset i Holstebro.

De frivillige hjælper med alt fra at vise vej på sygehuset til længere snakke og støtte under et hospitalsophold. I dag blev de så alle fejret med taler, kransekage og champagne.

Åse Petersen har været frivillig på sygehuset i Herning siden 2013. Og hun har det rigtig godt med at hjælpe andre, hvor hun kan.

- Jeg har det godt med at kunne mærke, at folk er glade for det, og folk sætter pris på os.

Åse Petersen er én af syv frivillige på røntgenafdelingen i Herning, Det er et job der ifølge hende selv  gavner både hende og andre.  

- Jeg møder så mange forskellige mennesker, det er lige mig sådan noget der. Jeg kan godt lide at gøre en forskel, siger hun.

Og spørger man patienterne selv, så er det en god idé med de frivillige.

- Det synes jeg er fint nok når man skal have sit sygesikringskort i den der automat, hvis man ikke lige kan finde ud af det, og så er det også en man kan snakke med, siger Lis Bech, der Pensionist og kommer fra Ikast.

Den frivillige hjælp er ikke kun forbeholdt de ældre borgere – også de yngre borgere får noget ud af de frivillige hænder.

- Jeg så lidt forvirret ud, og så kunne hun se med det samme, at jeg havde brug for hjælp, siger Annika Jørgensen, der er studerende og kommer fra Hammerum.

En vigtig og nødvendig indsast

Ifølge formanden for Region Midtjylland er det da også vigtigt at have frivillige patientstøtter som Åse Petersen.

- I en travl hverdag der er det omsorgsopgaverne, der bliver presset, og det at sætte sig ned og holde hånd, det er sjældent, at vi har tid til det, lyder det fra regionsrådsformand, Bent Hansen.

Ifølge regionsrådsformanden vil vi i fremtiden se endnu flere frivillige på de danske sygehuse.

- Nu har jeg lige været en tur i USA, og der er det langt mere systematiseret og omfattende, end det er her, så det kravler lige så stille ind på os, men det må ikke gå ind og overtage de fagopgaver, der skal løses, for det er fagpersoner der skal løse det, siger han.  

Åse Petersen er udover at være frivillig på røntgenafdelingen i Herning også frivillig på den medicinske afdeling i Herning. Det er Rødekors og Kræftens bekæmpelse, der organiserer de frivillige.

 

 

 

1:52
Åse Petersen har været frivillig på sygehuset i Herning siden 2013.Hun har det nemlig rigtig godt med at være noget for andre.