Ballade om skraldespande

Ringkøbing-Skjern Kommune stiller for høje krav. Det mener en gruppe sommerhusejere fra Bork. Inden den 17. november skal de give skraldemændene lettere adgang til deres skraldespande, ellers får de ikke hentet deres skrald.

En gruppe sommerhusejere i Bork er godt trætte af Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunen kræver, at ejerne giver skraldemændene lettere adgang til deres skraldespande. Sommerhusejerne har 15 cm frirum fra håndtag til skuret omkring skraldespanden, men kommunen kræver mindst 25 cm. Derudover skal de flisebelægge området under og foran skraldespanden.

- De er jo nede i bagatelgrænser, og det synes vi simpelthen ikke er rimeligt, siger sommerhusejer Laila Strandbygaard.

For en måned siden modtog hun og flere sommerhusejere i Bork et brev, der beordrer dem til at få styr på deres skraldespande. Tingene skal være ordnet inden d. 17. november, ellers skal de selv sørge for at komme af med deres skrald. Laila Strandbygaard mener, at fristen er for kort og kravene for specifikke.

- Begynder vi at grave i vores jord nu, så står vi altså bare i vand til knæene, siger hun.

Kommunen holder fast i deres krav.

- Vores affaldsindsamler har fået et påbud om, at arbejdsmiljøforholdene ikke var i orden, og det skal vi selvfølgelig have styr på. Det er det sidste sted i kommunen. De andre steder har vi ikke mødt problemer. Så jeg regner med, at administrationen har håndteret det her korrekt, siger Ole Kamp (V), der er formand for teknik- og miljøudvalget.

Ole Kamp råder borgere, der ikke kan nå at få styr på forholdene inden d. 17. november, til at bede kommunen om udsættelse.