Antallet af offentligt forsørgede falder igen

I andet kvartal faldt antallet af offentligt forsørgede, når man ikke tæller SU, med 8500 personer.

Der er blandt andet blevet færre ledige.
Der er blandt andet blevet færre ledige.
Foto: Michael Bothager / Ritzau Scanpix

Antallet af offentligt forsørgede i Danmark fortsatte i andet kvartal - de tre måneder, der sluttede med juni - den årelange nedadgående trend. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I kvartalet blev der 8500 færre på offentlig forsørgelse, når man ikke medregner SU. Dermed endte tallet på 705.500 personer.

- Antallet af offentligt forsørgede eksklusive SU-modtagere toppede i første kvartal 2010 og er siden da faldet støt med i alt 138.800, skriver Danmarks Statistik.

Antallet af SU-modtagere steg fra 2008 til 2015, men har siden da ligget stabilt omkring 325.000 personer.

Der er blevet færre ledige, færre i indslusningsforløb til arbejdsmarkedet som løntilskud og jobrotation og færre på kontanthjælp. Og så bliver folk længere på arbejdsmarkedet.

- Fra første til andet kvartal er antallet af personer på tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet faldet med 4300 personer til 253.700.

- Faldet skyldes, at der i andet kvartal var 1100 færre på førtidspension, 2800 færre på efterløn og 400 færre på fleksydelse i forhold til første kvartal, skriver Danmarks Statistik.

Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, giver de nye tal glæde, men også rynkede bryn.

- Det er de bedre tider i Danmark, der har været den drivende kraft i faldet af overførselsmodtagere. Faldet i antallet af overførselsmodtagere er dog ikke kun en succeshistorie.

- Samtidig med at der bliver færre overførselsmodtagere, har reformer af blandt andet dagpenge og kontanthjælp betydet, at flere falder igennem sikkerhedsnettet, skriver cheføkonom i tænketanken AE Erik Bjørsted i en kommentar.

Nyheden bringer også glæde hos den liberale interesseorganisation Cepos, der vurderer, at faldet skyldes reformer.

- Det store fald siden 2010 skyldes dels bedre konjunkturer og dels reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp med videre under Løkke- og Thorning-regeringen, skriver cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.