Søren Pape Poulsen valgt som K-formand for sjette gang

Siden 2014 har Søren Pape Poulsen været formand for De Konservative, som havde et godt valgår i 2019.

Den konservative formand Søren Pape Poulsen fra Viborg.
Den konservative formand Søren Pape Poulsen fra Viborg.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For sjette gang er Søren Pape Poulsen (K) blevet valgt som formand for De Konservative.

Det skete søndag på partiets landsråd i Herning. Det var helt som ventet, for der var ingen modkandidater.

- Det betyder mere, end I aner, når kernen af ens parti bakker fuldstændig op om den opgave, man har fået.

- Kernen er jer. Det er baglandet, medlemmerne, vælgerforeningerne. Uden jer gav det ikke nogen mening at være formand for noget som helst, siger Pape i sin takketale.

Han erstattede i 2014 Lars Barfoed som frontfigur hos De Konservative. Barfoed valgte blandt andet at trække sig, da partiet ikke rykkede sig fremad i meningsmålinger.

Pape skulle bruge nogle år på at slå sit navn fast. Det hjalp en del, da han i 2016 blev udpeget som justitsminister under den daværende VLAK-regering.

Fordoblede mandaterne

Tidligere i år tabte VLAK-regering magten. Men Pape kunne glæde sig over, at De Konservative fordoblede partiets antal af mandater i Folketinget. Fra 6 til 12.

Desuden fik De Konservative valgt den i offentligheden noget ukendte Pernille Weiss (K) ind i Europa-Parlamentet.

- Vi havde et fantastisk valg, men det må vi ikke stille os tilfredse med. Der er flere konservative i Danmark end til 12 mandater, siger Pape.

Der blev søndag også valgt to næstformand for partiet. Der var to kandidater, nemlig de to eksisterende næstformænd.

Derfor var der ligeledes genvalg til Michael Ziegler, som er borgmester i Høje-Taastrup Kommune. Han har været næstformand siden 2010.

Den anden næstformand er Henrik Weiglin, som til dagligt er administrerende direktør i virksomheden Cultimo. Han har været næstformand siden 2015.

/ritzau/