Skarp kritik: Knap halvdelen af ansatte på bosted udsat for vold

Viborg Kommunes botilbud for handicappede, Katrinehaven, har fået påbud fra Arbejdstilsynet, viser aktindsigt, TV MIDTVEST har fået.

2:36
Det er bostedet Katrinehaven i Viborg, der møder kritik af Arbejdstilsynet.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Et bosted i Viborg er kommet i Arbejdstilsynets søgelys de seneste måneder. I en tilsynsrapport får Katrinehaven flere påbud. Det er især de ansattes ve og vel, der er fokus på. 

I rapporten bliver bostedet pålagt at sikre, at de ansatte får tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring i at udføre arbejdet. På den måde skal risikoen for vold mod de ansatte forebygges.

En trivselsundersøgelse fra 2021, som Katrinehaven selv har foretaget, viser nemlig, at 47 procent af medarbejderne svarer, at de har været udsat for vold fra beboere indenfor de seneste 12 måneder.

Og det er Åse Kubel Høeg, der er formand for Social- og sundhedsudvalget (V) i Viborg Kommune meget ked af og ærgerlig over.

- Der er mange vinkler i det her. Og det er en meget udfordret gruppe, de her medarbejdere skal passe, så det skal også med i ligningen, siger hun og tilføjer: 

- Hvis ikke man kan argumentere sig ud af en frustration, som nogle borgere ikke kan, så tror jeg, at vold er et af de virkemidler, der er. Når man ikke har ord nok længere, så er det vold, man griber til, fortæller Åse Kubel Høeg.

Hun påpeger dog også, at det er godt, der bliver påpeget nogle ting, sådan at der blive iværksat nogle handleplaner. 

Katrinehaven ligger i den nordlige del af Viborg.
Katrinehaven ligger i den nordlige del af Viborg.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Der skal satses på flere faste medarbejdere

De ansatte på Katrinehaven oplyser i rapporten, at de dagligt oplever situationer, hvor borgere bliver udadreagerende. Flere ansatte nævner eksempelvis, at borgere kaster ting mod dem, slår, truer, råber, niver, kradser og spytter. 

Og flere har også oplevet, at nogle borgere har skreget og råbt i en længerevarende periode, står der i rapporten, som TV MIDTVEST har indsigt i. 

Blandt andet derfor vurderer Arbejdstilsynet, at de ansattes arbejde på Katrinehaven ikke er tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. 

Men det er ifølge Åse Kubel Høeg muligt at forhindre, at medarbejdere bliver udsat for vold.

-  Som rigtig dygtig pædagog, så har man jo kendskab til de her borgere, og det jeg kan se i rapporterne, så er det jo, at der har været en del vikarer, og det giver jo altid udfordringer. Men uden vikarer er der ingen hjælp, siger Åse Kubel Høeg.

Hun fortæller, at hvis de ansatte kender borgerne godt, så kan volden dermed forhindres. Og derfor skal man satse på at få dygtige og faste medarbejdere. 

Det er Susanne B. Andersen, der er formand, LEV i Viborg også enig i. Hun mener, at særligt vikarerne bør klædes endnu bedre på til jobbet. 

- Der er for stor personale gennemstrømninger, og det skal man forholde sig til. Spørgsmålet er, om vikarerne er klædt godt nok på, og det mener vi ikke, at de er, siger Susanne B. Andersen. 

Hun understreger, at det er et ledelsesansvar. Og at det er bekymrende, da ingen medarbejdere skal udsættes for vold.

IMG_2552
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

To alvorlige situationer

I rapporten står der også, at Arbejdstilsynet har fået kendskab til to mere alvorlige episoder med udadreagerende adfærd på bostedet i 2021.

I den ene situation oplever en ansat at blive slået fire til seks gange på skulderen og på ryggen.

Den anden episode er, hvor en ansat, også fra Katrinehaven, oplyser at blive revet og holdt fast i håret af en borger. Episoden fører til, at flere ansatte forsøger at få den ansatte fri. Den ansatte ender med at vride sig ud af sin trøje for at komme fri fra borgeren.

Episoderne ligger blandt andet til grund for Arbejdstilsynets samlede konklusion af bostedet.

- Vi vurderer derfor samlet, at arbejdet med borgere på Katrinehaven udsætter de ansatte for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko, konkluderer Arbejdstilsynet i tilsynsrapporten.

Når medarbejdere risikerer at blive udsat for vold på arbejdspladsen, kan de øge risikoen for at udvikle sygdomme som angst og depression – og i mere alvorlige tilfælde kan den ansatte udvikle posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) efter sådanne episoder. 

Senest den 22. januar 2022 skal bostedet Katrinehaven give Arbejdstilsynet besked om, hvordan de vil løse de arbejdsmæssige problemer. Men ifølge Åse Kubel Høeg er der iværksat nogle handleplaner.