Op mod 75 heste stak af fra Viegård Stutteri

Der er lige nu rigtig mange heste, der er sluppet løs fra Viegård Stutteri.

0:29
Videoen her er optaget af Allan Opstrup, der bor i området.
Foto: Allan Opstrup
Opdatering

  • Ifølge Jane Hinneberg Bay Jensen er hestene igen sat i løb. Medarbejderne fra stutteriet arbejder fortsat på at få dem tilbage bag hegn.

  • Jane Hinneberg Bay Jensen fortæller, at hestene er blevet fundet, og nu er på vej tilbage bag hegn igen.

Der er lige nu mellem 50 og 75 heste, der er sluppet løs fra Viegård Stutteri. 

Det fortæller Michele Vandborg, der har været med til arrangere demonstrationer ved stutteriet. 

- Lige nu prøver alle, både demonstranter og medarbejdere fra stutteriet, at få hestene tilbage i folden. Så det glæder mig, at alle arbejder sammen, siger hun. 

Hun håber, at hestene hurtigst muligt bliver fanget. 

- Folk kan jo dø af at køre ind i sådan en hest, hvis de kommer ud på vejen, siger Michele Vandborg. 

En af dem, der lige nu kæmper for at indfange hestene, er Jane Hinneberg Bay Jensen, der bor i Skals.

- De er løbet i hvert fald mellem en og halvanden kilometer væk. Men vi ved ikke præcist, hvor de er lige nu, fortæller hun.

Hun tror, at hestene er sluppet løs på grund af et dårligt hegn.

- Hegnet har set ringe ud længe. Så jeg tror, at den er faldet sammen, og når en hest stikker af, så følger de andre efter, siger hun. 

Demonstranter var ude tidligere på dagen

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse. 

- Vi har kontaktet kurator, som sagde, at han ville sende nogle folk derud. Men vi har ikke hørt mere fra ham. Tidligere på dagen var vi forbi stutteriet ved 15:30-tiden, hvor seks personer havde blokeret udkørslen for blandt andet en dyrlæge. Og de var overbeviste om, at heste var i færd med at blive solgt til en stråmand for (John red.) Byrialsen, den tidligere ejer, siger vagtchef, Jens Claumarch.

Vagtchefen vil dog ikke nødvendigvis kæde de to hændelser sammen endnu.

- Hvis det viser sig, at der er gjort noget ved indhegning eller lignende, så kunne det godt tænkes, at de har haft en finger med i spillet. Men det ved vi ingenting om endnu, siger han.