Nu kommer lokalaviserne også om søndagen

Midt- og vestjyske aviser kommer fremover 365 dage om året.

De lokale dagblade i Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Lemvig og Viborg er klar med et nyt tilbud til deres læsere.

Fra i dag udkommer avisen også på søn- og helligdage, og det er en stor satsning i en tid, hvor danske aviser generelt skal kæmpe for at holde fast i oplagstallene. 

- Vist er det da en modig beslutning. Det er ingen hemmelighed, at printaviser ikke nødvendigvis er det, der er allermest fremgang i i øjeblikket. Så meget desto federe er det, at vores udgivere faktisk synes, at det er så vigtigt med lokaljournalistik, at de tør satse på det, siger chefredaktøren på Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Gudrun Pedersen.

Trofaste læsere

De lokale dagblade er en del af Jysk Fynske Medier, og her glæder ansvarshavende chefredaktør Peter Orry til at lave avis 365 dage om året.

- Vi har rigtig mange loyale og trofaste læsere, som er glade for vores lokale journalistik seks dage om ugen. Det er vel at mærke lokaljournalistik, man ikke kan få andre steder. Det er vores niche, og det er vores kærlighed til lokalsamfundet, der præger de aviser. Det håber og tror vi meget på, at det også vil gælde om søndagen, siger han. 

En af de trofaste læsere er den pensionerede læge Peter Barner-Rasmussen, der bor i Muldbjerg ved Spjald.

- Det er et flot initiativ. Tænk, at nogen tør i disse tider, hvor den trykte presse er under pres, siger han.

Abonnenterne får den nye søndagsavis gratis de første syv gange.

2:18
Se et indslag om avisernes nye satsning her.