Midt- og vestjyderne skriger på fjernvarme

De stigende varmepriser giver masser af kunder i butikken hos fjernvarmeselskaberne i Midt- og Vestjylland.

2:47
Forbrugerne flygter fra naturgassen. De vil ind i fjernvarmen. I Stoholm har flere hundrede vist interesse.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

TV MIDTVEST har talt med flere fjernvarmeselskaber, der oplever en stigende interesse for fjernvarme i landsdelen. Dansk Fjernvarme bekræfter, at der over alt i landet er en strøm af nye forbrugere på vej ind i varmen.

Stoholm er et af de steder, hvor der lige nu graves masser af rør ned. Det er blandt andre til gavn for Søren Sørensen, der nu skifter naturgasfyret ud med fjernvarme. Det regner han med kommer til at spare ham for 1000 kroner på varmeregningen.

- Det er næsten en halvering, så det bliver da til penge i den sidste ende, siger Søren Sørensen fra Stoholm.

Søren Sørensen er en af de mange Stoholm-borgere, der kobler sig på fjernvarmen.
Søren Sørensen er en af de mange Stoholm-borgere, der kobler sig på fjernvarmen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det lokale varmeværk i Stoholm har fået mulighed for at udvide sit forsyningsområde til hele byen. Det giver pote nu, hvor naturgaspriserne er på himmelflugt. Og Søren Sørensen er blot en af mange i Stoholm, der nu tyer til fjernvarmen.

- Lige pludselig, da gassen begyndte at stige, der skal jeg love dig for, det tog fart. De vil jo have det alle sammen, og de vil jo med i det så hurtigt som muligt, siger Kris Sørensen, der er varmemester i Stoholm Fjernvarme.

Stationsbyen har fået 80 nye forbrugere af fjernvarme det sidste halve år, og hele 200 i byen har sagt ja til, at der må graves rør ned i deres vej.

Varmemesteren i Stoholm Fjernvarme har nok at tage fat på i tiden.
Varmemesteren i Stoholm Fjernvarme har nok at tage fat på i tiden.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Interessen er også stor i Skive, hvor de har fået mere end 600 henvendelser siden nytår. I Skjern har de også nok at lave hos det lokale varmeværk – næsten for meget.

- Udfordringen er, at vi jo næsten ikke kan følge med til at lave de nye tilslutninger, som vi skal. Men vi har nogle folk, der er klar til at give den en ekstra skalle, så det er jo helt fantastisk, siger Heine Pedersen, der er driftsleder ved Skjern Fjernvarme.

Cirka 1,8 millioner danske husstande er i dag tilsluttet fjernvarme, og fjernvarmeudgiften for et typisk parcelhus ligger omkring 11.000 kroner om året.