Mia levede af Red Bull og blev lammet af stress - nu er hun minister

Mia Wagner følte sig som en fiasko, da stress gjorde hende ud af stand til at gøre noget som helst. Nu er hun headhuntet til en ministerpost.

Mia Wagner er nu officielt udnævnt som ny minister. Hun kommer med en baggrund som iværksætter og investor. Et liv, der tidligere har ført til en lang sygemelding med stress.
Mia Wagner er nu officielt udnævnt som ny minister. Hun kommer med en baggrund som iværksætter og investor. Et liv, der tidligere har ført til en lang sygemelding med stress.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mia Wagner er mest af alt kendt som en erhvervssucces fra Løvens Hule.

Nu skifter hun så iværksætteri ud med livet som politiker. For nu er viborgenseren nyudnævnt som Venstre-minister.

Og selvom det er noget nyt, hun er medlem af partiet, er den politiske interesse ikke helt fremmed for hende.

- Jeg har familie, der er medlem af Venstre og Konservative, så vi er det, man kan kalde en borgerlig-liberal familie, siger Mia Wagner i dag til TV2.

Mia Wagners bror Morten Wagner var folketingskandidat for Konservative i 2001 uden at blive valgt. Han er glad på sin søsters vegne over, at hun nu bliver minister.

- Jeg fik det at vide i går. Det er en superspændende mulighed for Mia, siger Morten Wagner til TV MIDTVEST.

Efter han ikke blev valgt, gik han ind i erhvervslivet og droppede politikken. Nu går Mia Wagner så den modsatte vej og engagerer sig i politik.

Levede af Red Bull

Indtil nu har 45-årige Mia Wagner haft et liv med fuld fart på erhvervskarrieren. Hun har blandt andet været partner og direktør i sin fars advokatfirma og senere direktør for Freeway-koncernen, der investerer i iværksætteri og driver Dating.dk.

I 2020 portrætterede TV MIDTVEST hende, og her fortalte hun åbent om, hvordan stress engang havde gjort hende ude af stand til at bevæge sig.

I dag er det cirka et årti siden, hun blev syg med stress på en aprildag. Hun parkerede bilen og kunne pludselig ikke komme videre. Fysisk kunne hun ikke bevæge sig.

- Jeg havde et liv med Red Bull som primær næringskilde, og jeg måtte presse mig selv, sagde Mia Wagner dengang i portrætprogrammet Enestående.

Mia Wagner havde ignoreret talrige tegn på stress. Hendes syn snævrede sig ind, og hendes ører hylede. 

Til sidst blev hendes krop så lammet, at da hun ville ud af bilen, kunne hun ikke åbne døren. Kroppen lystrede simpelthen ikke.

Dengang var hun nyligt fraskilt og skulle tage ansvar for både sine to døtre og det advokatfirma, hun delte med sin far.

Da stressen slukkede hendes krop, tog det otte måneder, før hun igen kunne gå på arbejde.

- Jeg oplevede, at det at få stress var en fiasko. Jeg vil gå så langt som at sige, jeg skammede mig over, jeg ikke kunne holde tempoet.

- Jeg sammenligner mig selv med en alkoholiker. En ædru alkoholiker. Der er nogen, der ved, de ikke kan stoppe, hvis først de tager den første tår, lød det fra Mia Wagner.

Hører til i politik

Mia Wagner lagde i portrættet samtidig vægt på, at hun ikke ville trives med et mere kedeligt arbejde, og derfor skal hun hele tiden balancere kræfterne.

Siden hun blev raskmeldt, har hun da også kastet sig over Løvens Hule og startet iværksætterfællesskabet Nordic Female Founders.

Virksomheden stiftede hun i 2020 sammen med Anne Stampe Olesen, der i sommer købte erhvervspartneren og veninden ud af selskabet. 

Hun er langtfra overrasket over, at Mia Wagner bliver politiker.

- Det er dér, hun hører til. Jeg har sagt til hende en årrække, at hun skal ud at lave noget politisk. Hun er så god til at tale og at få folk til at følge hendes vision. 

- Det er typisk Mia. Hun går altid efter det højeste og det sværeste, siger Anne Stampe Olesen.

Kendt som udenrigsminister

Anne Stampe Olesen er da heller ikke tvivl om, at Mia Wagner trives i politiske miljøer. 

Da de to drev virksomhed sammen, var Anne Stampe Olesen kendt som indenrigsministeren, der drev virksomheden.

Anne Stampe Olesen er tidligere forretningspartner med Mia Wagner, der stadig er hendes gode veninde. Anne Stampe Olesen er sikker på, Mia Wagner vil passe godt ind i politik.
Anne Stampe Olesen er tidligere forretningspartner med Mia Wagner, der stadig er hendes gode veninde. Anne Stampe Olesen er sikker på, Mia Wagner vil passe godt ind i politik.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Mia Wagner blev kendt som udenrigsministeren, der sørgede for at varetage virksomhedens interesser og præsentere virksomheden udadtil:

- Jeg plejer at sige, at Mias liv topper på tidspunkter, som da hun sidste år fik lov at holde en tale ved EU-parlamentet omkring ligestilling, siger Anne Stampe Olesen.

En politisk håndgranat

Nu skal Mia Wagners kræfter så bruges på Christiansborg som minister. Ifølge Ritzau har hun givet udtryk for, at "det her er for det lange, seje træk".

Og det bliver noget af en politisk opgave med at løfte Venstre, hun er ude i. Det mener TV MIDTVESTs politiske redaktør, Klaus Knudsen Pedersen.

- Hun kan komme ind som iværksætter, erhvervsadvokaten og tv-rockstjernen, siger Klaus Knudsen Pedersen.

For at hun bliver minister for ligestilling og digitalisering kan meget vel være som at kaste en håndgranat ind i gruppeværelset på Christiansborg.

Redaktøren ser hende som et forsøg på at få nye idéer og ny energi ind i Venstre.

- Det er da en kæmpe opgave og et sats. Der er eksempler på ikke-politikere, som absolut ikke har kunnet fungere som ministre. De har kunnet sige noget fornuftigt i fjernsynet om deres ressortområder, men har haft det svært i samråd og det politiske arbejde. Der ved Venstre ikke, hvordan hun reagerer i det, siger Klaus Knudsen Pedersen.