Folkeskolernes årlige naturfagskonkurrence rykker online

Alle landets skoleelever er sendt hjem, men for elever i 5. og 6. klasse er der alligevel mulighed for at deltage i årets Naturfagsmaraton.

Årets Naturfagsmarathon foregår online. Den er støttet af Grundfos, Villum Fonden, Novo Nordisk og Børne- og Undervisningsministeriet, og her er de to værter Caroline og Mikkel i gang med at give landets folkeskoleelever en lektion i naturfag.
Årets Naturfagsmarathon foregår online. Den er støttet af Grundfos, Villum Fonden, Novo Nordisk og Børne- og Undervisningsministeriet, og her er de to værter Caroline og Mikkel i gang med at give landets folkeskoleelever en lektion i naturfag.
Foto: Naturvidenskabernes Hus

Det er efterhånden blevet en tradition, at landets skoleelever i 5.- og 6. klasse hvert år får tilbudt muligheden for at deltage i undervisningsforløbet Naturfagsmarathon. Det er et forløb, som bliver arrangeret af Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, og det har til formål at få flere unge til at interessere sig for naturvidenskabelige fag.

Nu ligger landet bare således denne gang, at alle landets folkeskoleelever er sendt hjem, og så er det jo i sagens natur svært at gøre tingene på helt samme måde, som man plejer. Derfor har Naturvidenskabernes Hus denne gang valgt at gøre som så mange andre i denne tid og i stedet gøre arrangementet online.

- Vi vil gerne understøtte hjemmeundervisningen ved at stille vores dygtige medarbejdere til rådighed, og at det samtidig har givet lejlighed til at videreudvikle et kendt koncept, som vi har gennemført i en årrække, er kun et plus, fortæller Maiken Lykke Lolck, som er direktør i Naturvidenskabernes Hus, i en pressemeddelelse.

Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro er et videnscenter, hvis formål er at få flere unge til at vælge en karrierevej inden for IT, teknologi eller naturvidenskab. Det er med det formål, at centeret i årevis har arrangeret Naturfagsmarathon for danske folkeskoleelever.

Én af de største naturfagskonkurrencer i landet

I 2019 deltog 25.000 elever fra 51 forskellige kommuner i projektet, som går ud på, at eleverne klassevis skal løse en række naturvidenskabelige opgaver. Dernæst ender det ud med, at de tilmeldte klasser konkurrerer i at have løst opgaverne bedst.

I år er opgaverne udformet med hjælp fra Microsoft og Vestas. Opgaverne kan løses i hjemmet, og så kan eleverne opleve live-sending fra værterne på Naturfagsmaraton.

- Vi håber at kunne skabe noget begejstring og nysgerrighed for teknologi og naturfag og en oplevelse af handlekraft - også selvom eleverne sidder derhjemme, fortæller Maiken Lykke Lolck.

Naturfagsmaraton er én af de største naturfagskonkurrencer i Danmark. Årets udgave forløber frem til foråret, hvor den store konkurrence bliver afgjort.

Live-sendingen bliver optaget i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.
Live-sendingen bliver optaget i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.
Foto: Naturvidenskabernes Hus