Camping-Kim har mere travlt end nogensinde før: - Det er fedt, men også frustrerende

Det er blevet enormt populært at købe campingvogn og holde ferie herhjemme.

2:20
Ferie på camping hitter så meget, at både campingpladser og forhandlere af vogne har ekstra travlt.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Sidste år måtte mange opgive den årlige sommerferie til udlandet, mens rejserestriktionerne for i år indtil videre kun gælder til den 20. april. Mens håbet om en udenlandstur til sommer stadig lever hos nogle, så har andre allerede fundet på nye måde at holde ferie på herhjemme.

Her er campingferien én af de helt store favoritter. I hvert fald hvis man spørger Kim Andreasen - eller camping-Kim, som han er bedre kendt som.

- Det går så ekstremt stærkt lige nu. Vi har nogle enkelte vogne, der er solgt, inden vi overhovedet får dem ind. Vi har vogne, hvor jeg fik dem ind søndag, så lagde jeg den på nettet mandag og tirsdag ringede en kunde og købte den, siger han til TV MIDTVEST.

Han har forretningen Camping Kim i Viborg, der sælger nye og brugte campingvogne. Og normalt har han en del vogne på lager.

- Der er 8 tilbage, og jeg ligger normalt på at have mellem 15 og 25 brugte vogne, men jeg kan simpelthen ikke skaffe dem så hurtigt, som jeg kan sælge dem, siger Camping-Kim.

Han har solgt campingvogne i 16 år, hvoraf de sidste 11 har været i egen forretning. Og han har aldrig oplevet noget lignende.

- Det er fedt, men det er også frustrerende, at vi ikke kan nå at servicere vores kunder på værkstedet. Vi har to måneders ventetid på værkstedet, og det er træls for os. 

- Det er et problem, når vi gerne vil tjene en masse penge, men vi har ikke nogen varer på hylderne, vi kan sælge af, siger han.

Men er det ikke lidt et luksusproblem?

- Jo, det kan man vist godt kalde det, smiler han.

Hos mange campingvognssælgere er der lige nu flere vogne, der allerede er solgt, end der er til salg.
Hos mange campingvognssælgere er der lige nu flere vogne, der allerede er solgt, end der er til salg.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Corona har sat fut i salget

Hos brancheforeningen for danske campingvognssælgere og -pladser oplever de, at det er en generel tendens, at campingvogne går som varmt brød for tiden.

- Det startede for 2-3 år siden med større efterspørgsel på campingvogne, og dengang var det primært på grund af bæredygtighed. Pludselig var der mange unge, der tænkte camping som ferieform i forhold til, at det er mere bæredygtigt, siger Jens Brendstrup, direktør hos Camping Outdoor Danmark, til TV MIDTVEST.

Særligt coronakrisen har sat fut i salget af vogne.

- Nu hverken kan eller tør man tage til udlandet. Selv i år er der meget få mennesker, der tør tage til udlandet. Så kan campingferie give noget andet, og det er nemmere. Det handler også om at få de her naturoplevelser, som man ellers ikke får på en charterferie, siger Jens Brendstrup.

Indtil videre er det kun danske gæster, der pryder campingpladserne. Men flere blå partier lægger nu pres på Regeringen for, at også udenlandske turister, der har fået to vaccinestik, må få lov at rejse ind i Danmark på ferie igen.

Camping Kim sælger primært brugte campingvogne.
Camping Kim sælger primært brugte campingvogne.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST