Ægtemand fandt sin kone i grøften: Jeg kæmpede for hendes liv

I dag torsdag var første dag i sagen mod en 29-årig mand fra Litauen, der er tiltalt for i påvirket tilstand at have kørt en kvinde ihjel og flygtet derfra. Han erkender sig delvist skyldig.

Retten i Herning3
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

- Man lever lidt i en tåge.

Sådan fortalte en enkemand om sin nye virkelighed i dag ved Retten i Herning.

Den 18. september sidste år mistede han sin kone gennem mere end 20 år. Hun var ude at løbe, da hun blev ramt af en spritbilist og efterfølgende afgik ved døden.

Manden til den afdøde fortalte i dag om de minutter og timer, hvor han kørte rundt og ledte efter sin kone og til sidst fandt hende liggende død i grøftekanten.

Den tiltalte i sagen er en 29-årig mand fra Litauen. Han er tiltalt for i påvirket tilstand at have kørt kvinden ihjel på Hovergårdevej nær Spjald, hvorefter han forlod stedet uden at hjælpe offeret.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi går efter en straf på mindst fire års fængsel og udvisning. Det er uvist, hvilken straf forsvarer Bjarne Lund Jørgensen mener, der er passende for sin klient, men han er i hvert fald uenig i, at den 29-årige skal udvises af landet.

Ledte længe efter sin kone

Da ægtemanden til den nu afdøde tog plads i vidnesskranken virkede han fattet og rolig. Dommeren forsikrede ham om, at hun forstod, hvor svært det han nu skulle, var.

Han nikkede, da hun sagde, at han måtte sige til, hvis han fik brug for en pause.

Herefter satte han ord på, hvordan konens død har påvirket ham og familiens to børn.

- Vi prøver at lære at leve med det, men det påvirker os jo hele tiden, sagde han.

På dagen for ulykken var både han og parrets to børn hjemme.

Da den 48-årige kvinde var taget ud på en løbetur i regnvejret, ringede datteren til hende for at høre, om hun skulle hentes. Og efter gentagne telefonopkald og ingen svar tog manden til sidst ud for at lede efter sin kone.

Først uden held.

Til sidst tog han hjem og slog lokaliteten på hendes telefon op, kørte afsted igen og endte med at finde sin kone liggende i grøften. Det var et sted, han allerede havde kørt forbi tidligere, men det var så godt som umuligt at se hende fra vejen.

Han skyndte sig ud af bilen, men kunne ikke få kontakt til sin livspartner gennem mere end 20 år. 

Imens han udførte hjertelungeredning, ringede han 112. Han kæmpede for hendes liv, fortalte han, men der var intet at gøre.

Erkender delvist

Inden forklaringen fra ægtemanden var den tiltalte mand trådt ind i retssalen ved Retten i Herning.

Han vendte hovedet mod de fremmødte fra pressen og de pårørende til den afdøde, der havde taget plads på salens bagerste række.

Herefter satte anklagerfuldmægtig Cecilie Pedersen ord på de tre ting, hun mener, at retssagen skal belyse.

Om det var påkørslen, der forårsagede kvindens død. 

Hvor påvirket manden var på ulykkestidspunktet.

Og om han har forvoldt kvindens død under skærpede omstændigheder.

Herefter læste hun den tiltaltes forklaring op fra grundlovsforhøret og spurgte, om han stod ved denne i dag. Svaret var ja.

- Jeg beklager dybt, sagde han dengang.

Han erkender dermed stadig at have påkørt kvinden og at have forladt ulykkesstedet. Han erkender også at have indtaget spiritus, før han satte sig i bilen, men ikke i det omfang, som, anklagemyndigheden mener, er tilfældet.

Da han blev anholdt på dagen for ulykken, blev han testet positiv for både kokain og alkohol. Men promillen kom fra de ni øl, han drak efter tidspunktet for ulykken, forklarede han i retten.

Og netop promillen var et fokusområde i dag, da en retskemiker vidnede i sagen.

Ifølge hans beregninger er den mest sandsynlige promille for påkørselstidspunktet udregnet til cirka 1,63 promille. Men den kan have ligget i et rum mellem 0,8 og 2,8, understregede han.

Den tiltalte forklarede i retten, at han havde indtaget kokain fredag og lørdag forud for ulykken, der skete om mandagen.

- Så skal man godt nok have indtaget meget kokain, hvis det stadig er til stede på det tidspunkt, lød det fra retskemikeren.

Ifølge ham var det mere sandsynligt, at stoffet var indtaget søndag. Normalt er kokain nemlig ude af kroppen igen efter et døgn, forklarede han.

Var i chok

Den tiltalte uddybede også, hvad der skete, da han påkørte kvinden på Hovergårdevej.

Med lav stemme fortalte han om de skæbnesvangre sekunder til sin tolk, der oversatte hans svar.

- Hun løber mod mig, og jeg kan også se en modkørende bil, lød det.

Den 29-årige forklarede, at vejen var smal, og derfor håbede han, at kvinden, der løb på vejen, ville trække længere ud. Det kunne han ikke selv gøre, for så ville han køre ind i bilen, der kom mod ham.

- Kunne du have gjort noget for at undgå det? ville anklager Cecilie Pedersen vide.

- Måske, hvis jeg bremsede rigtigt hårdt, men der ville nok ske skader alligevel for kvinden eller den modkørende bil.

Føreren af denne bil forklarede dog i retten i dag, at hun allerede havde passeret kvinden, da hun kørte forbi bilen.

Ikke desto mindre ramte han den 48-årige kvinde med en hastighed på omkring 70 kilometer i timen. Det har både han selv forklaret og en bilinspektør vurderet ud fra bilens skader.

Og i stedet for at hjælpe hende, tog han hjem til den kammerat, han også om morgenen havde drukket hos, og fortsatte med at drikke øl. Han var både i chok og forvirret, forklarede han.

Det var først, da han hørte lyden af en helikopter og en ambulance, at han forstod alvoren, og senere samme dag blev han anholdt. Det var kammeraten, han sad hos, der havde tippet politiet om, at den 29-årige måske var skyld i kvindens død.

Om Retten i Holstebro mener, at det er tilfældet, ved vi i morgen, hvor der efter planen falder dom i sagen.