Familie tager ud i naturen for at glemme coronastress: - Det er virkelig dejligt

Mens udlandsrejser og påskefrokoster er aflyst, så er skovene stadig åbne. Det har flere familier valgt at udnytte.

2:18
Mens udlandsrejser og påskefrokoster er aflyst, er to familier taget til Klosterheden ved Lemvig, hvor den står på mountainbike og vildmarksbad
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Udlandsrejser og store påskefrokoster er aflyst, og derfor har mange familier tænkt ud af boksen for at skabe noget påskehygge alligevel.

Det gælder for eksempel familien Borg fra København. De er taget til Klosterheden Plantage ved Lemvig for at holde coronavenlig påskeferie i et af Danmarks største skovområder.

Her står den blandt andet på gåture, vildmarksbad, bålhygge og overnatning i et ombygget maskinhus.

- Med hverdagens stress og alt det her corona, hvor man ikke oplever en skid, så er det rart at komme ud og opleve lidt andet. Det bliver godt at komme lidt ud af coronaboblen, siger Peter Borg.

Skovferie giver plads til at glemme hverdagen

Familiens påskeferie i skoven er arrangeret af virksomheden Bike Point. De har fået succes med at lave forskellige former for udflugter i naturen, og her i påsken er der nok at se til.

Han har netop sagt sit job op for at hellige sig virksomheden og udelivet, og hans mål er at inspirere flere til at komme ud i skoven.

- Det er en drøm, jeg har haft gennem flere år. Hvorfor ikke udnytte det potentiale, som vores fantastiske skov har? Det var egentlig grundidéen, for natur, cykling og gåture kan bare noget, siger Tommy Pedersen.

For familien Borg giver en tur i det fri plads til noget, som kan være lidt svært i dagligdagen.

- Man får lige lov til at glemme coronaen i et lille stykke tid, og det er virkelig dejligt, siger Peter Borg.

Tommy Pedersen er ejer af virksomheden Bike Point i Klosterheden.
Tommy Pedersen er ejer af virksomheden Bike Point i Klosterheden.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST