38-årig varetægtsfængslet for seksuelt misbrug af mindreårig pige

En 38-årig mand med udenlandsk statsborgerskab er varetægtsfængslet for adskillelige seksuelle overgreb af en mindreårig pige.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag ved Retten i Viborg.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag ved Retten i Viborg.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 38-årig mand, som bor i Viborg, har over flere år forgrebet sig på en pige, som på det tidspunkt var mellem otte og elleve år gammel.

Sådan lyder vurderingen fra Midt- og Vestjyllands Politi, der torsdag formiddag fremstillede manden i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg. 

Her blev han sigtet for at have udsat pigen for seksuelle overgreb i form af forskellige intime berøringer og mindst én gang at have voldtaget pigen. 

Overgrebene skulle blandt andet have fundet sted på mandens bopæl i Viborg i perioden mellem maj 2016 og oktober 2019. 

Men det er ikke muligt at sige, præcis hvor mange overgreb, der er tale om, eller hvor de præcist har fundet sted, fortæller anklager Cecilie Pedersen. 

En ven af familien

Ifølge anklageren ved Midt- og Vestjyllands politi, Cecilie Pedersen, er hverken pigen eller den 38-årige mand danske statsborgere. 

- Familien befinder sig ikke i Danmark i øjeblikket, så det er en veninde til moren, som anmelder manden til politiet, forklarer hun. 

Hun fortæller desuden, at manden ikke er i familie med pigen, men at de har en anden tilknytning.

- Sigtede kender pigen og hendes familie fra Viborg gennem den periode, hvor familien har boet i byen, fortæller hun

På daværende tidspunkt, da overgrebene skulle have fundet sted, boede familien i Viborg, og vil til den kommende retssag skulle tilbage til Danmark for at afgive forklaring, mens pigen skal videoafhøres, fortæller Cecilie Pedersen. 

Varetægtsfængslet, men benægter voldtægt

Den 38-årige mand blev anholdt af politiet i august 2022. 

Han erkender, at han har berørt pigen på intime områder, men han nægter sig skyldig i voldtægt. 

Det oplyser anklager Cecilie Pedersen. 

Resultatet af grundlovsforhøret torsdag formiddag blev varetægtsfængsling i fire uger, og manden accepterede fængslingen, fortæller anklageren. 

Tredje sag på tre uger

Torsdagens sag skriver sig ind i en række sager om seksuelle overgreb i Viborg indenfor kun tre uger. 

Den 15. september blev en 45-årig mand fra Viborg varetægtsfængslet på baggrund af en sigtelse for voldtægt af sin 15-årige datter. 

28. september blev en 33-årig mand, også fra Viborg, varetægtsfængslet for at voldtage flere mindreårige piger og en kvinde.

Ifølge sigtelsen skulle den ene af ofrene være den sigtedes lillesøster, som dengang var mindreårig.