33-årig varetægtsfængslet for flere voldtægter af mindreårige

Retten i Viborg har her til formiddag afgjort, at en 33-årig viborgenser skal varetægtsfængsles for voldtægt af flere piger under 15 år.

Retten mente, at der var grundlag for at varetægtsfængsle manden.
Retten mente, at der var grundlag for at varetægtsfængsle manden.
Foto: Arkiv

I løbet af 17 år har en nu 33-årig mand voldtaget flere mindreårige piger og en kvinde. Sådan lød sigtelsen i hvert fald, da manden onsdag klokken 11 blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

Manden er sigtet for i alt fem forhold om voldtægt, som ifølge sigtelsen er foregået i perioden fra 2005 og frem til februar 2022.

Viborgenseren nægter sig skyldig i alle forhold.

Der er ifølge anklager Katrine Meldgaard fra Midt og Vestjyllands Politi tale om en særligt grov sag.

- Når der er tale om sædelighedssager med børn, så er det groft, og når der er tale om fem forhold, så er det særligt groft, siger hun.

Truede kvinde på livet

Et af sagens ofre har ifølge sigtelsen været udsat for flere seksuelle overgreb. Der er både tale om voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Ifølge anklageskriftet skulle der her være tale om sigtedes lillesøster, som dengang var mindreårig.

Derudover har Midt- og Vestjyllands Politi sigtet den 33-årige for fire andre forhold, hvor fællesnævneren i alle sager er voldtægter, og i alle på nær et forhold er der tale om voldtægter med mindreårige. 

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad, der var til stede i Retten i Viborg, er den nyeste voldtægtsepisode fra februar 2022 foregået i København, hvor manden er sigtet for at tvinge en kvinde til samleje på et hotelværelse, mens han truede hende på livet.

- Jeg slår dig ihjel og begår selvmord, hvis du ikke har sex med mig, sagde han til hende ifølge sigtelsen.

Han er nu varetægtsfængslet indtil 24. oktober.

Den sigtede har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling.