30-årig anholdt i sag om omfattende svindel mod ældre

En 30-årig mand er varetægtsfængslet frem til den 23. december mistænkt for bedrageri af svage og ældre borgere for næsten 3 millioner kroner.

Den 30-årige har ifølge politiet ringet til de mange forurettede og franarret dem til at udlevere bank- og NEM-ID-oplysninger (arkivbillede).
Den 30-årige har ifølge politiet ringet til de mange forurettede og franarret dem til at udlevere bank- og NEM-ID-oplysninger (arkivbillede).
Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix

En 30-årig mand er mistænkt i en større sag om svindel af ældre og svage borgere.

Ifølge politiet står han bag 27 sager om bedrageri og svindel for cirka 2,9 millioner kroner.

I flere tilfælde er det gået ud over personer i Silkeborg og omegn, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er den sjællandske politikreds, der har efterforsket og anholdt den 30-årige mand i den omfattende sag, som har efterladt en lang stribe ældre og svage borgere landet over en masse penge fattigere.

'Goddag, det er fra banken'

Ifølge politiet er bedragerierne foregået telefonisk.

Manden har ringet til ofrene og udgivet sig for at være en medarbejder fra deres bank. På den måde har han haft held til at få franarret deres NEM-ID og koder under påskud af, at der var problemer med borgerens konto.

Læs også Unge bliver ofte snydt på nettet: Ny konkurrence skal sikre dem bedre mod svindel

Med de oplysninger ved hånden har han herefter overført større beløb fra de forurettedes konti - ofte i størrelsesordenen 50.000-100.000 kroner.

De første sager landede på politiets bord tilbage i juni, mens de nyeste eksempler er fra november.

Den 30-årige blev torsdag varetægtsfængslet frem til den 23. december. Det skete bag lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen. Derfor er det fortsat sparsomt med oplysninger, som politiet kan dele med offentligheden.

Men ifølge politiet er manden lige nu den eneste sigtede i sagen, selvom flere ser ud til at være involveret.

Har brugt 'muldyr'

Den 30-årige er nemlig også mistænkt for at have overtalt flere svage personer til at agere mellemmand - såkaldte 'muldyr' - som så har lånt deres konti ud i forbindelse med hævningen af de penge, som blev franarret de ældres konti.

Læs også Østjysk klub udsat for spektakulært svindelnummer

- Den 30-årige er mistænkt for groft at have udnyttet de ældre borgeres tillid til deres bank, og herefter lokket yngre svage borgere til at agere 'muldyr' for at slette sine spor ved den kriminelle handling. Der er tale om omfattende bedrageri mod ældre og andre svage borgere, som enten er blevet snydt eller groft udnyttet, siger politikommissær Martin Eise Eriksen, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi, i en pressemeddelelse.

Manden er altså mistænkt for at have overført penge fra ofrenes konti til de såkaldte muldyr, hvorefter pengene så enten er sendt videre til endnu et muldyr, hævet eller sendt videre til manden selv digitalt.

Til TV2 ØSTJYLLAND forklarer kommunikationsmedarbejder ved Midt-og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, at disse 'muldyr' i sådanne sager ofte er uvidende om, hvor pengene reelt kommer fra.

- Ofte er de ikke klar over, at der foregår noget kriminelt, men de er blevet fortalt en røverhistorie for så at hjælpe deres bekendte, siger hun ud fra en generel betragtning, da hun ikke kan gå i detaljer med den konkrete sag, da varetægtsfængslingen skete for lukkede døre.

Del aldrig oplysningerne

Hun har en kraftig opfordring til pårørende til ældre og svage borgere.

- De må meget gerne tage en snak med dem om, at man ikke må udlevere NEM-ID- og bankoplysninger og lignende til nogen. Og så skal man også selv være opmærksom på, at man ikke bliver rodet ind i noget kriminelt, hvis nogle spørger og vil låne ens konto til at overføre penge til, siger Charlotte Tornquist.