Stor forskel: Se hvor meget din kommune bruger på kultur

Der er stor forskel på kommunernes kulturbudgetter. Det er god business at bruge penge på kultur, siger en borgmester.

Holstebro Kommune ligger på tredjepladsen, når man ser på, hvor mange penge kommunerne bruger på kultur. De bruger 1.459 kroner per indbygger i 2019. I modsatte ende ligger Ikast-Brande Kommune. Her bruger de 552 kroner per indbygger på kultur – under på listen ligger Hedensted Kommune, der bruger 496 kroner per indbygger i år.

- Vi er sådan en kommune, hvor man er mere funderet i den brede idræt for eksempel. Vi er en af de kommuner, der har allerflest fodboldbaner per indbygger i hele Danmark, siger viceborgmester i Hedensted Kommune Hans Kristian Skibby (DF).

Største kulturbudget er på 1.603 kroner

De seneste otte år er Helsingør Kommune den kommune, der har brugt flest penge per indbygger på kultur. Den nordsjællandske kommune har i år budgetteret med 1.603 kroner per indbygger, og det er mere end tre gange så meget som kommunen med det laveste kulturbudget.

Det viser en oversigt, som Danmarks Statistik har lavet for TV 2. Pengene går blandt andet til museer, teatre og koncerter og kommer fra kommuneskatten som alle borgere betaler.

Traktormuseum uden støtte

I det sydøstlige Jylland har Hedensted Kommune landets laveste kulturbudget med 496 kroner per indbygger i år.

Men så er der heller ikke en eneste krone til Henrik Nielsens Ferguson-museum, der ifølge hjemmesiden har verdens største samling af Ferguson traktorer og redskaber.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg må jo tilpasse mig, for det er politik, og jeg vil blive her. Jeg bor et godt sted, siger Henrik Nielsen.

"God business"

For Helsingør kommune, der har en årlig turismeomsætning på 1,7 milliarder kroner, er det ifølge borgmesteren "god business" at fokusere på kultur. Hun tror, det er med til at få nye indbyggere til kommunen.

- Når vi bagefter spørger dem, hvorfor de flytter til kommunen, så siger de: ”Det er fordi, der sker rigtig meget, når vi har fri”, lyder det fra borgmester Benedikte Kiær (K).

Se her hvor meget de midt- og vestjyske kommuner bruger på kultur i 2019 per indbygger.

 


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Kultur.