Flere kommuner fokuserer på events

Flere kommuner ansætter en eventchef som står i spidsen for de kommunale events. Og dem bliver der flere og flere af.

I Struer Kommuner har de også øget fokus på eventplanlægning og har nu syv events på programmet mod tidligere to. Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

En elbils-festival ved Ringkøbing fjord, Kulturmødet på Mors, Street Art festival i Brande, Youtube-festival i Thisted eller Snapsting i Viborg. Der findes masser af arrangementer, som der er postet kommunale kroner i.

Læs også Gintberg og Aggers elbil-eventyr rykker nærmere

Og når kalenderen bugner af arrangementer rundt om i landsdelen, så er det fordi flere kommuner er begyndt at investere målrettet i eventplanlægningen. I denne uge har Lemvig Kommune for eksempel ansættelsessamtaler til en nyoprettet stilling som handels- og eventchef.

- Vi har haft en på prøve, og vi gør nu stillingen fast, så vi kan fortsætte de spor, der er lagt ud omkring vores eventdel, fortæller Louise Agerbo, der er chef for direktionssekretariatet i Lemvig Kommune.  

Med en ny event- og handelschef bliver Lemvig endnu en af de kommuner, som de senere år har oprettet særlige stillinger, der skal skabe og tiltrække events.

Læs også VM i Håndbold: Boxen giver rutineret arrangør gåsehud

- Events kan jo netop få folk til at søge hertil og se vores område, om det så er en enkelt dag eller flere dage, siger Louise Agerbo.

Turisme og events hænger sammen

I Struer Kommune sidder Kim Høfler. Han begyndte som turistchef, men har de seneste år også haft titlen som eventchef,  og kommunen er nu gået fra to til syv årlige events som for eksempel Struer Action Sports Festival, der løber af stablen for første gang til august og har fokus på adrenalinfremkaldende aktiviteter til lands, til vands og i luften.

Læs også Borgmestre jubler over ny turismeplan

- Det, at man har en person som mig eller andre på kontoret, gør, at du har et sted, hvor du hele tiden kan komme hen, og du har nogen, der er dedikeret til opgaven, og jeg tror ikke på, at nogen af de her arrangementer ville blive løst, hvis vi ikke havde været her, siger Kim Høfler. 

En af de kommuner, der er længst fremme er Herning. Her begyndte man allerede i 2001 at satse målrettet på events og udvikling. 

- Vi synes i al beskedenhed, at det er lykkedes ganske godt, siger Johs Poulsen (Rad.V.), der er formand for Kultur- og fritidsudvalget i Herning Kommune. 

Ekspert: Det handler om at producere oplevelser

Britta Timm Knudsen er eventforsker ved Aarhus Universitet. Hun mener, at kommunerne helt naturligt har flyttet noget af fokus væk fra kun at have et højt serviceniveau eller store produktionsvirksomheder til også at levere oplevelser til borgerne. 

- Det er et udtryk for oplevelsesøkonomi, og det handler om, at man laver økonomi på nogle andre præmisser, end man har gjort før, siger hun.

02:35

Eventforsker fra Aarhus Universitet, Britta Timm Knudsen, sætter ord på event-kulturen. 

Luk video

Hun understreger, at det er vigtigt, at kommunerne tænker på, hvordan de kan differentiere sig fra nabokommunerne og arrangere noget, som er særligt for deres område, så de mange events ikke kommer til at ligne hinanden for meget.

- Man skal køre på de lokale værdier, der ligger i kommunen, og man skal ansætte nogle rigtig dygtige folk, der er i stand til at kigge på det her som et kulturelt fænomen og ikke kun som et økonomisk fænomen, fastslår hun.

I Lemvig regner de ikke med at få VM i Håndbold eller Melodi Grand Prix til kommunen, men med deres kommende handels- og eventchef har de store forventninger til fremtiden og en række nye events.

- Vi skal have de events, der passer til vores størrelse, fastslår Louise Agerbo.

05:24

Stadigt flere kommuner er begyndt at investere målrettet i eventplanlægning.

Luk video