Regeringen fremlægger fem scenarier for døde mink - men det går for langsomt, lyder kritikken

Det er fortsat uvist, hvad der så skal ske med de nedgravede mink.

Thomas Danielsen er Venstre-folketingsmedlem fra Holstebro - og langt fra tilfreds med den nye aftale.
Thomas Danielsen er Venstre-folketingsmedlem fra Holstebro - og langt fra tilfreds med den nye aftale.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Sent mandag eftermiddag er Folketingets partier blevet orienteret om de fem muligheder, som regeringen forfølger i forhold til håndteringen af de døde mink, der lige nu ligger begravet nær Holstebro.

Minkene ligger for tæt på Boutrup Sø og kan derfor være til skade for miljøet i området.

På orienteringen fremlagde regeringen ifølge TV 2s oplysninger følgende fem scenarier for håndteringen:

Forbrændingsanlæg på stedet (Minkene graves op og brændes, hvor de blev begravet)

Transport til forbrændingsanlæg (Minkene graves op og transporteres til et forbrændingsanlæg)

Midlertidig deponering (Minkene graves op og bliver opbevaret et andet sted - eksempelvis i en gylletank)

Blive midlertidigt (Minkene bliver liggende, til der er fundet en anden løsning)

Afværgeforanstaltninger (Renseforanstaltninger eksempelvis dræn, som kan rense væsken fra minkene, før den kommer videre ud i naturen)

Endnu ingen beslutning

Umiddelbart efter mødet lød det fra fødevareminister Rasmus Prehn (S), at man endnu ikke fra regeringens side har lagt sig fast på en løsning.

- Det er vigtigt, at vi undersøger det her nærmere, inden vi haster en beslutning igennem. Vi skulle nødig gøre nogle problemer endnu større i forsøget på at løse det her problem, siger han til TV 2.

Derfor er der nu lagt op til, at der skal udarbejdes et beslutningsgrundlag, før der igen indkaldes til politiske forhandlinger på området. En granskning af mulighederne, som ifølge ministeren kan ligge klar i slutningen af næste uge.

Rasmus Prehn understreger, at der på mødet blev informeret om, at der ikke er en risiko for miljøet forbundet med at lade minkene blive i jorden i de kommende dage og uger.

Venstre: - Går ikke hurtigt nok

Udsigten til endnu et møde om sagen vækker dog ikke begejstring hos oppositionspartiet Venstre.

De mener ikke, at der er tid til at vente med at træffe en beslutning, mens "regeringen sidder på sine hænder", som partiets klimaordfører, Thomas Danielsen, formulerer det.

- Vi mener, at det er en presserende sag at få løst, siger han til TV 2.

- Det er en potentiel generationsforurening. Og den er billigst at håndtere nu.

Partiet har tidligere slået et slag for, at minkene skal graves op og placeres i gylletanke. Hvad der skal ske med de døde dyr, når først de ligger der, har partiet dog ikke lagt sig fast på.

I stedet nævner de tre konkrete scenarier: Brænd dem, omdan dem til biogas eller brug dem som gylle.

3:25
Et flertal i Folketinget vil have minkene gravet op, fordi de er bange for at miljøet på sigt vil tage skade af de store mængder kvælstof, der bliver samlet på ét sted, når minkene nedbrydes.