Onsdag byder på ekstrem januar-varme

Med tocifrede temperaturer kommer onsdag op i nærheden af varmerekorden for januar.

Onsdag venter en usædvanlig varm morgen for en januar.
Onsdag venter en usædvanlig varm morgen for en januar.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er en usædvanlig varm morgen i januar, hvor kun mørket indikerer, at det er vinter. Den højeste temperatur onsdag morgen er 10,7 grader, og selvom det er køligere i de østlige egne, så er det langt fra koldt. Temperaturen onsdag morgen i de østlige egne er på 6-7 grader, og den vil stige de næste timer.

- Det bliver en ekstrem varm morgen, der er tæt på varmerekorden, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Den nuværende temperaturrekord for januar blev sat i 2005, hvor der 10. januar blev målt 12,4 grader.

Selvom det bliver regnfuldt og blæsende, kommer temperaturen højt op. 
Selvom det bliver regnfuldt og blæsende, kommer temperaturen højt op. 
Foto: TV2 Vejret

Temperaturen falder igen

Varmen trækkes op over landet af en koldfront med regn og blæst fra sydvest. Den varme luft ligger på bagsiden af koldfronten.

I løbet af onsdagen falder temperaturen i Jylland, hvor det vil være varmest fra morgenstunden med omkring ti grader.

- I den østlige del af landet regner det endnu fra morgenstunden, og her vil vi først se tocifrede temperaturer, når det holder op med at regne om formiddagen, forklarer Jens Ringgård Christiansen.

Onsdag eftermiddag ventes temperaturen i hele landet at falde til cirka otte grader.

Den koldeste temperatur målt i januar er mere end 40 grader lavere end temperaturen i morgen tidlig. Den 8. januar 1982 blev der målt minus 31,2 grader ved Thisted.

Hen på eftermiddagen vil temperaturen være faldet til omkring otte grader.
Hen på eftermiddagen vil temperaturen være faldet til omkring otte grader.
Foto: TV2 Vejret